
SYDDANMARK: Inden udgangen af 2020 skal der være etableret et anlæg ved Grindsted Å, som kan reducere den forurening, som i dag løber ud i åen. Det besluttede et enigt regionsråd mandag.
Prisen på de op mod 9,5 mio. kr. til anlægget tages fra den pulje på i alt 50 mio. kr., som Folketingets Finansudvalg bevilgede til oprensning efter forureningerne i Grindsted og Kærgård Klitplantage i starten af maj. Pengene er delt op med 30 mio. kr. i 2019 og 20 mio. kr. i 2020.
- Vi kommer til at have fokus på at reducere udsivningen af vinylklorid og andre sundhedsskadelige stoffer til Grindsted Å, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget, og fortsætter:
- Når vi tager fat ved åen, handler det om, at det er her, vi hurtigst kan få reduceret udstrømningen af forurenende stoffer til åen. Derudover vil vi bruge nogle af pengene i 2019 på at få undersøgt den mest forurenede del af lossepladsen, hvor Grindstedværket har deponeret store mængder forurenet spildevand.
Undersøgelsen af lossepladsen skal afklare, om forureningen derfra på sigt kan udgøre en trussel for åen og samtidig danne grundlag for en mulig oprensning af lossepladsen i 2020.
Lang vej igen
De 50 mio. kr. løser ikke forureningsproblemerne efter Grindstedværket. Alene i Grindsted by har regionens eksperter tidligere vurderet, at der som minimum skal et større trecifret millionbeløb til – og en indsats, der kommer til at strække sig over flere årtier.
- Mange er utålmodige efter at komme i gang med en oprensning i Grindsted by, og det forstår jeg godt. Jeg deler den utålmodighed. Men vi er nødt til at teste de bedste metoder til oprensning og undersøge forureningerne yderligere, så vi undgår at omdanne nogle af stofferne til endnu mere giftige stoffer eller at sprede forureningen, den dag vi er klar til at gå i gang med at rense op, siger miljøudvalgsformanden.
13 mio. kr. til Kærgård-oprensning
I Kærgård Klitplantage har regionen over en årrække gravet en stor del af forureningen væk og er i fuld gang med at teste oprensning af det forurenede grundvand under gruberne.
- Vi er meget længere i forhold til at gøre Kærgård Klitplantage fri for forurening, end vi er med forureningerne i Grindsted by. Fordelen, ved at vi har arbejdet med Kærgård, er, at vi nu er klar til at omsætte og overføre erfaringerne fra Kærgård Klitplantage til at kunne bruges i Grindsted, forklarer Jørn Lehmann Petersen.
Samtidig har regionsrådet besluttet at opskalere den igangværende grundvandsoprensning i Kærgård Klitplantage i grube 3 og gå i gang i grube 1 og 4. Det er tidligere estimeret, at en fuldskalaoprensning af grundvandet under gruberne i løber op i cirka 95 mio. kr.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.