ODENSE: Det lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed, da en praktikant i Odense Kommune i et Facebook-opslag kritiserede den tale, som en leder holdt på en medarbejderdag. Det siger ombudsmanden i en udtalelse til Odense Kommune.
Ombudsmanden udtrykker samtidig forståelse for, at kommunen fandt anledning til at tage til genmæle over for opslaget.
I Facebook-opslaget skrev medarbejderen følgende:
'Hørt Til Odense Kommunes medarbejderdag:
’Ledigheden i Odense er den andenstørste i landet. Det er en brændende platform der kan sidestilles med børnedødeligheden i Afrika’.
WTF?????? (…)'
Kommunen mente, at medarbejderens opslag var illoyalt, og at hun havde gengivet talen forkert. Medarbejderen blev derfor indkaldt til tjenstlig samtale og fik en skriftlig påtale.
Ombudsmanden anser ikke opslaget for en korrekt gengivelse af talen. Men det ligger efter hans opfattelse inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.
- Offentligt ansatte har en vidtgående ytringsfrihed. Det betyder blandt andet, at de er berettigede til at bruge skarpe og polemiske vendinger og overdrevne udtryk, så længe de fx ikke kommer med åbenbart urigtige oplysninger eller er urimeligt grove, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Han peger også på, at Odense Kommune i den konkrete sag naturligvis kunne tage til genmæle over for Facebook-opslaget ved – over for den pågældende medarbejder eller i en bredere kreds – at tilkendegive, hvad lederen faktisk havde sagt, og hvad sigtet med det var.
Se Ombudsmandens udtalelse.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.