
BORNHOLM: Kontanthjælpsloftet skal afskaffes, da det skaber øget ulighed og har medført flere fattige børn i Danmark. Det mener Enhedslisten, og i sin tale fredag ved Folkemødet på Bornholm slog politisk ordfører Pernille Skipper (EL) fast, at partiet ikke lægger mandater til en regering, der øger uligheden.
- Vores fælles velfærd og de fattigste skal løftes. De, der tjener og ejer mest, de skal bidrage mere. Eller sagt på en anden måde: En regering, der øger uligheden - det bliver ikke på Enhedslistens mandater, sagde Pernille Skipper.
Efter et par dages pause genoptages regeringsforhandlingerne lørdag på Christiansborg. Her forsøger Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen at skaffe støtte til en ren S-regering. Det betyder, at hun skal have De Radikale, SF og Enhedslisten med om bord.
Står det til Enhedslisten, er det ikke de arbejdsløse, studerende eller folkepensionisterne, der skal betale det velfærdssamfund, som rød blok forsøger at finde fælles fodslag om.
- Når vi skal finde pengene til flere sygeplejersker, bedre uddannelse, minimumsnormeringer og en bedre indsats for vores ældre medborgere, der har knoklet et langt liv - og det skal vi - så er det ikke hos arbejdsløse, studerende eller folkepensionisterne, vi skal finde dem. Det er hos de rigeste, hos dem, der har fået for mange milliarder kroner skattelettelser og tårnhøje lønbonusser, sagde Pernille Skipper i sin partiledertale.
Kampen for et bedre klima er også vigtig, understregede hun.
- I valgkampen samlede Enhedslisten SF, Radikale og Alternativet om et fælles krav. Danmark skal have en bindende klimalov, og vi skal have skruet 70 pct. ned for drivhusgasserne senest i 2030. Vi skal leve op til målene i Paris-aftalen. Det krav står vi sammen om i forhandlingerne om en ny regering. Hvis det lykkes, vil Danmark få en af verdens mest ambitiøse klimalove, sagde Pernille Skipper.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.