
BORNHOLM: Partiledertalerne på Folkemødet er blevet en institution i dansk politik. Skønt de i sagens natur kun holdes én gang om året, er de en integreret del af det signalgivningsapparat, partierne bruger både indbyrdes, mellem sig selv og deres vælgere, og ikke mindst mellem sig selv og de andre partiers vælgere.
Sådan har det været de tidligere år, og sådan bliver det også i år, når Folkemødet åbner i dag.
Signalgivningen til de andre partiers vælgere spiller denne gang nok en lidt mindre rolle, da vælgerne jo så sent som sidste uge har regrupperet sig efter deres aktuelle partipræferencer og derfor næppe er modtagelige for at lade sig lokke af andre partier. Ikke endnu. Næste år, måske, og næste og næste igen, lige indtil vi er på den anden side af næste folketingsvalg.
Signalgivningen til egne vælgere vil formentlig også være droslet lidt ned i år. Efter den længste valgkamp i det, der sædvanligvis kaldes 'mands minde', trænger partilederne formentlig lige så meget til en pause fra at tale til vælgerne, som vælgerne trænger til en pause fra at skulle høre på det.
Men mellem partierne! Her kører både jungletrommer og vandrør på højtryk, og det supplerende signal-instrument 'partiledertale på Folkemødet' vil ikke få lov at ligge urørt. At signalere er, hvad partiledere gør. Med hele klaviaturet, lige fra at hamre slagord ud over Cirkuspladsen til antydninger for de indforståede, og det særlige raffinement: Det der ikke bliver sagt.
Målgruppen er de andre partiledere, men andre må gerne lytte med og efter bedste evne afkode signalerne. Præcis det gør vi derfor her på dknyt, når vi rapporterer 'ovrefra', den bornholmske betegnelse for alt udenøs. Da ordet for ikke-bornholmere tillige giver god mening som udtryk for det modsatte, er 'Ovrefra' titlen på dknyts daglige Folkemøde-klumme.
Denne var den første. Næste følger i morgen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.