EGEDAL / HOVEDSTADEN: På baggrund af to uanmeldte tilsynsbesøg fra Socialtilsyn Hovedstaden på bostedet Broen i Egedal Kommune opretholder bostedet sin godkendelse. Men godkendelsen var ikke helt uden bøvl, selvom der også er roser tilovers fra tilsynet.
Af tilsynsrapporten fremgår det nemlig, at der i tilbuddet 'har været visitationer, hvor beboernes udfordringer og støttebehov har været væsentligt ud over, hvad tilbuddets faktuelle personalenormering kan forventes at honorere'.
Stedet er godkendt som midlertidigt 'lavintenst' botilbud til voksne mellem 18-65 år i eksempelvis hjemløshed eller med andre sociale problemer. De skal i vid udstrækning være selvhjulpne og bliver blandt andet hjulpet i uddannelse eller beskæftigelse og i videst muligt omfang ud i samfundslivet. Men der har altså været visiteret borgere med større udfordringer.
Derfor noterer Socialtilsyn Hovedstaden to opmærksomhedspunkter ved fremtidige kontrolbesøg i tilsynsrapporten. Dels visitationen af borgere med større udfordringer og behov, end stedet som lavintenst botilbud er godkendt til, samt at der skal være retvisende oplysninger tilgængelige på Tilsynsportalen.
Stedets medarbejdere er også tilknyttet kommunens §85-team, og derfor bør den visiterende myndighed være opmærksom på, at der dog kan være tidspunkter, hvor visitationen er anderledes, lyder det i rapporten.
Lang korrepondance om uenighed
Ifølge Lokalavisen Egedal har tilsynsrapporten dog været årsag til en lang korrespondance mellem Egedal Kommune og socialtilsynet.
Af rapporten fremgår det nemlig, at bostedet 'i lav grad' har opfyldt at samarbejde med eksterne aktører, fx jobcentre, om at understøtte borgernes udvikling og tilbagevenden til arbejds- eller uddannelsesmarkedet. Tilsynet skriver, at 'der opleves udfordringer omkring den gensidige forståelse af samarbejdets betydning fra nogle eksterne aktører'.
Desuden fremgår der af eftersendt materiale oplysninger om jobcentret, 'der entydigt fremstår kontraindicerende i forhold til bostedets overordnede formål og mulighed for at tilvejebringe fornøden støtte og udvikling'. Derfor gives der bundkarakter på dette område. Tilsynet pointerer dog, at den lave karakter på baggrund af samarbejdet har afsæt udenfor tilbuddet
Stor tilfredshed med personale
Overordnet set svarer beboerne på stedet, at de oplever stor tilfredshed med personalet og dets faglige og relationelle kompetencer, som stedet også får topkarakteren fem i af tilsynet.
Dog oplever beboerne ikke, at der er den tilstedeværelse af medarbejdere, som ellers fremgår af stedets oplysninger på Tilbudsportalen, hvilket også bemærkes i tilsynsrapporten.
Serviceloven §85
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.