
Danmark har 2.500 statslige broer og tunneller, der er med til at binde landsdelene sammen, og de vedligeholdes løbende for at sikre holdbarheden. I løbet af i år vil Vejdirektoratet renovere 21 af dem.
Vejdirektoratet skal udbedre skader og forny broernes beskyttelse mod det danske vejr, så de kan holde i mange år endnu.
- Velfungerende broer og tunneller spiller en vigtig rolle, når danskernes hverdag skal hænge sammen, og når erhvervslivets gods skal effektivt fra A til B. Men broerne bliver løbende slidt. Så hvert år, når foråret melder sig, går vi i gang med at fremtidssikre broernes bærende konstruktioner og udskifte de slidte dele, så deres levetidsomkostninger bliver mindst mulige. Den løbende vedligeholdelse er med til at sikre, at de danske bilister fortsat kan komme nemt og sikkert rundt i hele landet, siger Niels Højgaard Pedersen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Arbejdet udføres hovedsageligt fra forår til sensommer. Vejret er nemlig afgørende for flere af reparationerne. For at minimere generne forsøger Vejdirektoratet som udgangspunkt at holde broerne åbne for trafik på trods af selv meget omfattende reparationer. Desuden lægges de mest generende arbejder uden for myldretiden.
I de tilfælde, hvor en spærring er nødvendig, inddrages kommuner og erhvervsliv, så spærringen lægges så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til blandt andet kørsel med landbrugsmaskiner og varekørsel.
Tidsplanen for hvert broarbejde og de forventede trafikgener bliver løbende offentliggjort. Vejdirektoratet opfordrer alle trafikanter til at holde øje med skiltningen ved broerne, følge med i trafikradio eller på trafikinfo.dk.
MG
Det planlagte bro- og tunnelarbejde i 2019
- Aggersundbroen: Nye kantbjælker og belægning på fortov
- Vildsundbroen: Nye armaturer og lys
- Limfjordstunnellen: Nye fuger og nye ventilatormotorer
- Lindenborg Pæledæk: Forstærkning og omisolering af pæledæk
- Grønå underført Stemmildvej ved Saksborg: Omisolering
- Videkærvej underført Tjæreborgvej: Nye kantbjælker og autoværn
- Vejlefjordbroen: Renovering af lejerne
- Gl. Lillebæltsbro: Forstærkning af brodæk, omisolering og nye kantbjælker
- Nørremarkvej underført Tjæreborgvej: Nye kantbjælker og autoværn
- Herning-Vardevej over Østre Omfartsvej ved Varde: Nye kantbjælker og autoværn
- Gårdevej underført hovedvejen Herning-Varde: Nyt autoværn på bro
- Præstevej under Isterødvej: Betonreparationer
- Gangsti under Vallensbækgrenen: Omisolering, betonreparationer, nye kantbjælker og autoværn
- Helsingørmotorvejen i Hellerup: Forstærkning af spunsvæg
- Helsingørmotorvejens tilslutning til Isterødvej: Betonreparationer
- Fiskebækbroerne: Nyt autoværn
- Frederikssundsvejtunnellen: Nye bomme og ny skiltning for trafikregulering
- Guldborgsundtunnellen: Nye fuger
- Langelandsbroen: Betonreparationer
- Farøbroerne: Renovering af lejerne
- Markvej over Sydmotorvejen: Omisolering og betonreparationer
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.