JAMMERBUGT: I slutningen af januar meddelte Socialtilsyn Nord ledelsen, at man havde valgt at fratage godkendelsen til bostedet Nelton. Som dknyt tidligere har beskrevet, gjorde mange kritisable forhold sig gældende i tilsynets beslutning om, at 'der er anledning til alvorlig bekymring for borgernes sikkerhed og sundhed'.
Nu viser en aktindsigt præcist hvilke. Blandt andet havde nogle af de unge åbenlyst stofmisbrug, selvom formålet med anbringelserne var det modsatte.
På tilsynsbesøget kunne det eksempelvis konstateres, at fire unge sad sammen på en af de unges værelser og røg hash, ligesom en ung ved en børnesamtale den 16. januar har fortalt sagsbehandleren i den anbringende kommune, at vedkommende har indtaget kokain, amfetamin, ecstasy og hash under sit ophold på bostedet.
På den samme dato valgte den anbringende kommune at flytte to unge fra stedet akut, hvilket der også lægges vægt på i Socialtilsynets afgørelse.
Onani og pornofilm
Den 18. juni sidste år modtog en anbringende kommune desuden en underretning fra sagsbehandleren om, at den anbragte unge har oplevet formanden i en sen nattetime i bostedets stue se pornofilm og masturbere.
Formanden var Jes Jørgen Simmelsgaard, som er berømt og berygtet i de nordjyske bosteds-kredse. Han har en lang historik med bosteder, hvor flere tidligere er blevet lukket af tilsynet. Ifølge formanden selv var det hans egen beslutning at lukke Nelton, da det 'var for meget op ad bakke'.
Samme formand bliver imidlertid omtalt af en af de unge som 'utilregnelig og manipulerende', ligesom han ifølge afgørelsen 'har en negativ indflydelse på de unges trivsel', og 'at han lover dem mange ting, der aldrig bliver til noget'.
Socialtilsyn Nords tilsynsmedarbejdere har også kunnet konstatere adskillige mærker i væggene på et værelse, som ifølge de unge er kommet efter kast med knive.
De unge har også truet hinanden med knivene, og det er også forekommet, at en medarbejdere er blevet truet med en cykelpumpe, men også en medarbejder har været udsat for vold af en af de unge, som krævede en tur på skadestuen.
Desuden lægger tilsynet også til grund for afgørelsen, at medarbejderne ofte er alene på arbejde, ligesom nogle af dem ikke har de rette kompetencer, så deres arbejde får karakter af brandslukning. En medarbejder har oplyst, at 'der ikke er styr på noget som helst', og de unges ophold er 'ren opbevaring'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.