• Aktuelt
Borgmestrene Arne Boelt (S), Hjørring, Mogens Gade, Jammerbugt og Mikael Klitgaard (V), Brønderslev, var blandt deltagerne i høringen i Folketingets indenrigsudvalg.
Foto: Folketinget

Kommuner bag retssag: Vi vil hellere have en politisk løsning

6. feb 2019, 14:50
Høring i Folketingets indenrigsudvalg belyste det kommunale udligningssystems svagheder meget tydeligt. Mulige løsninger - og især flertal for dem - står mere uklart.

En politisk løsning, tak. Sådan lød budskabet igen og igen fra fire borgmestre i en høring i Folketingets indenrigsudvalg, som blev holdt netop dagen efter at en række udlignings-utilfredse kommuner var nået op på kritisk masse bag en retssag mod staten om en efterbetaling af udligningsbeløb, som de utilfredse kommuner mener sig berettiget til.

Hvad enten det nu var, fordi der nu var vægt bag udsigten til en retssag, eller det blot var borgmestrenes fremlægning af deres kommuners vilkår, der gjorde udslaget, så blev budskabet både opfanget og forstået af de fremmmødte folketingsmedlemmer. Noget flertal bag en efterbetaling manifesterede sig dog ikke.

Høringen illustrerede kompleksiteten i den kommunale udligning, herunder de vanskeligheder der øjeblikkelig melder sig, hvis man ændrer på et af de mange enkelt-elementer, den er opbygget af. Debatten pegede derfor i retning af en to-leddet løsning, hvor man først får købt sig lidt tid til at køre videre med den nuværende udligning, og derefter bruger den indvundne tid til at enes om en langsigtet løsning.

Det lyder besnærende enkelt, men det er det overhovedet ikke.

- I har en god sag, men I skal vide at enhver regering vil foretrække at gå udenom den sag. De kommuner, der får mere, vil synes at de ikke får nok, og de kommuner der får regningen vil være endnu mere utilfredse, sagde således folketingsmedlem Orla Hav (S) til de fire borgmestre, der deltog i høringen.

Det var da også repræsentanter for ikke-regeringspartier, der gik længst i anerkendelsen af de utilfredse kommuners ønske om at blive kompenseret for udebleven udligning. Problemet, der af de ramte kommuner benævnes med forskellige varianter af begrebet 'fejl', skyldes at man i perioden 2007-2017 ikke indregnede udlændinges uddannelsesniveau som kriterium for fordeling af udligningspenge, som derfor i de pågældende år blev anderledes end den ellers ville have været.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll–Bille (LA) beklagede brugen af fejl-retorikken, som han mente havde fyldt for meget i udligningsdebatten. Man skal følge de regler, der er på udbetalingstidspunktet, og da det netop er, hvad staten har gjort, er der ikke begået nogen fejl, og en retssag vil være spild af både tid og skattepenge, var hans synspunkt.

Han var dog enig i behovet for en udligningsreform, men konstaterede også, at der ikke var politisk vilje til at finde flertal for en ny aftale på denne side af FV19. Han fandt det i den henseende 'ikke hjælpsomt', at kommuner benytter konsulenter til at trimme statistikkerne for at få mest muligt ud af den eksiterende udligningsordning, en praksis han ønsker undersøgt nærmere, sådan som han også havde bebudet allerede inden høringen.

Projektchef Niels Jørgen Mau Pedersen fra Vive, som er den person der i almindelighed regnes for at bedst at forstå udligningssystemet - nogle på høringen mente endda at han er den eneste der forstår det - var heller ikke på det hold, der ville kalde udligningskriteriernes brister for 'fejl' af den slags, der bare kan rettes.

- Det er ikke så ukompliceret. I givet fald skulle det have været ændret i sammenhæng med andre kriterier,  sagde han og fandt det 'ikke ganske oplagt' hvad man faktisk ville have gjort, hvis man skulle have gjort noget på et tidligere tidspunkt.

Årstallet 2014 har spøgt i den forbindelse, fordi det var det år nogle kommuner første gang gjorde opmærksom på problemstillingen, men faktiske tal forelå først i 2017, så man kunne reelt ikke have gjort noget før da, sagde Niels Jørgen Mau Pedersen som korrektiv til den opfattelse, at et problem skulle være blevet ignoreret i fem år.

 

Se også artiklen 'Engangskompensation kan viske tavlen ren før udligningsreform' fra samme høring, og se hele høringen på Folketingets TV.

 

 

Vi anbefaler

Navne

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste
Anmeldelser

Klummen af Michael Kjærgård