dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Påstået 'regnefejl' i kommunal udligning skal i lukket samråd

Manglende registrering af udlændinges uddannelsesniveau giver nogle kommuner en fordel, men koster for andre i en kommunal udligningsordning, der i forvejen er under pres
8. JAN 2018 8.21

En lang række kommuner kalder det en 'regnefejl', at manglende registrering af udlændinges uddannelsesniveau har haft indflydelse på den kommunale udligning, så de utilfredse kommuner efter egen opfattelse har fået for lidt, mens en række  hovedstadskommuner har fået for meget. Hvad økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) kalder det, vil medlemmerne af Folketingets landdistriktsudvalg få at vide tirsdag, når ministeren er kaldt i samråd.

Udvalgets møde er lukket, så det bliver ikke muligt for ikke-folketingsmedlemmer at følge direkte med i ministerens besvarelse af de de spørgsmål, der ligger til grund for samrådet. De bygger i alt væsentligt på en udregning, som dagbladet Nordjyske har fået foretaget på baggrund af at alle udlændinge, der er kommet til Danmark i perioden 2007-2017, er blevet placeret i kategorien 'uden erhvervsuddannelse'.

Dermed udløser de midler fra den kommunale udligning, uanset om der reelt er nogen 'social belastning' fra dem at kompensere for. Det får betydning for fordelingen af de kommunale udligningspenge, fordi udlændinges faktiske uddannelsesniveau er meget forskelligt i de forskellige kommuner.

Ifølge Nordjyske er det så meget højere i Københavns Kommune og syv nordsjællandske kommuner, at de tilsammen har fået over 2,5 mia. kr. 'for meget' i tilskud.

'Regnefejl' og spørgsmål om kompensation
Alene Københavns Kommune skulle ifølge avisen haft haft 1,7 mia. kr. mindre, hvis udlændinges uddannelsesniveau havde været kendt, mens eksempelvis Hjørring Kommune skulle have modtaget 74 mio. kr. mere i perioden, hvis den samme mængde udligningskroner havde været fordelt anderledes mellem kommunerne.

De forurettede kommuner kalder konsekvent den ifølge dem selv uretfærdige fordeling for en 'regnefejl' og har dels forsøgt sig med at kræve de manglende penge efterbetalt, dels krævet det kommunale udligningssystem ændret - et krav der i forvejen har lydt gennem snart mange år, og et spørgsmål har ligget i pipelinen til politisk forhandling i Folketinget, allerede inden 'regnefejlen' blev et emne.

Kommunerne er i sagens natur ikke enige om, hvordan de forholder sig til mulige ændrede fordelingsmodeller, og KL har derfor nøjedes med at opfordre landspolitikerne til at se at få gjort noget ved sagen.

Svarene på samrådsspørgsmålene kan måske give en indikation af, i hvilken retning det bærer.

Ministeren skal forholde sig til dels 'regnefejlen', dels hvad han har vidst om den, og om/hvad der er gjort for at 'rette op på den', herunder om der er mulighed for kompensation, og blandt de øvrige spørgsmål er en efterlysning af en 'oversigt over, hvilken økonomisk konsekvens den mangelfulde statistik har haft for hver enkel kommune siden 2006'. Sidstnævnte vil utvivlsomt rumme skyts til en meget lang række opfølgende enkeltspørgsmål kommune for kommune.

 

Se samrådsspørgsmålet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/pstet-regnefejl-i-kommunal-udligning-skal-i-lukket-samrd

GDPR