AALBORG: Byrådene i alle kommuner i Region Nordjylland står bag et krav til KL's bestyrelse om at få gang i forhandlinger med regeringen og Folketinget om 'et gennemgribende serviceeftersyn' af den kommunale udligning.
De 11 byråd vil have den eksisterende udligning justeret, så den 'indrettes til at sikre nogenlunde ensartede grundvilkår og dermed sikre mulighed for at levere en nogenlunde ensartet klommunal service', hedder det i et beslutningforslag til KL's delegeretmøde torsdag. Delegeretmødet holdes i Aalborg som en del af KL's årlige Kommunalpolitiske Topmøde.
- Et Danmark i balance kræver et nyt udligningssystem, der tager fat i og kan balancere nogle af de aktuelle ubalancer. Derfor kræver vi i første omgang et gennemgribende serviceeftersyn af den nuværende ordning, siger Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V), der som formand for KKR Nordjylland også taler for sine kolleger i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Mariagerfjord, Brønderslev, Vesthimmerland, Rebild, Morsø og Læsø kommuner.
Opbakning fra KL og Danmark på Vippen
Beslutningforslaget fra de nordjyske kommuner får opbakning fra KL's bestyrelse i form af et ændringsforslag, der opbløder nogle af formuleringerne i det oprindelige forslag og giver større råderum for at nå frem til en forståelse med regeringen.
- Vores håb er, at alle kommuner vil bakke op om forslaget. Herefter giver vi regeringen og Folketinget opgaven snarest at skabe et nyt udligningssystem, hvor der er mulighed for lokal prioritering, men på nogenlunde ensartede økonomiske vilkår. Det har et Danmark i balance i høj grad brug for, siger Mogens Gade.
Opfordringen til at gå det kommunale udligningssystem efter i sømmene får også opbakning fra organisationen Danmark på Vippen. Et af bestyrelsesmedlemmerne, Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S), påpeger at der er flere udlægninger af udligningssystemet:
- Men fælles for alle er opfattelsen af, at udligningssystemet er skævt, som det er i dag. Og når det er tilfældet, så er svaret jo enkelt: Så skal systemet selvfølgelig ses efter, og området skal analyseres, siger han i en kommentar.
Ifølge et andet bestyrelsesmedlem, Ikast-Brande-borgmester Carsten Kissmeyer (V), har Danmark på Vippen 'gang på gang dokumenteret, at den øgede centralisering mod primært hovedstaden og en lang række strukturelle tendenser på tværs af landet giver kommuner og områder i Danmark vidt forskellige muligheder og udfordringer'.
- Den nuværende model lever altså ikke op til sit formål med at sikre nogenlunde samme service på tværs af landet, og derfor er der klart brug for et grundigt serviceeftersyn" siger han.
Se program for KL's Kommunalpolitiske Topmøde med beslutningsforslaget og ændringsforslaget på delegeretmødets dagsorden (punkt 3, side 5).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.