dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

EL-leder om linje i Ukraine-debat: Kritik er fuldstændig forfejlet

13. MAJ 2022 13.12

Enhedslisten kunne have udtrykt sig klarere om Ukraine-krigen, men kritikken er forfejlet, mener Mai Villadsen.

Under den russiske invasion af Ukraine er medlemmer af Enhedslisten flere gange kommet i spotlyset for deres syn på Ukraines rolle i krigen.

I starten af marts blev folketingsmedlem Christian Juhl eksempelvis sat på plads af politisk ordfører Mai Villadsen efter en kommentar om, at Ukraine også bærer en del af ansvaret for Ruslands invasion.

Men generelt har kritikken af partiet været forkert, lyder det nu fra Mai Villadsen. Det siger hun i sin tale på partiets årsmøde i Valby.

- Der har været en del blæst om Enhedslisten i forbindelse med krigen i Ukraine. Og der har også været situationer, hvor vi burde have udtrykt os klarere og bedre.

- Men i det store hele må jeg bare sige, at kritikken er fuldstændig forfejlet. Den gør mig faktisk harm.

I stedet mener Mai Villadsen, at Enhedslisten har været det førende parti mod Vladimir Putins Rusland.

- For hvis der er ét parti, som ikke bare i årevis, men i årtier har advaret imod at lægge vores energiforsyning i Putins hænder - har kaldt på mere vedvarende energi for at vriste os fri af alverdens tyranner - hvis der er ét parti, der har gjort det, så er det Enhedslisten, siger Villadsen til klapsalver fra salen.

- Og det har vi vel at mærke gjort, mens andre har drukket øl med Putin i Tivoli, lyder det videre til morskab fra medlemmerne.

- Det var Enhedslisten, der for 15 år siden foreslog at rejse sag mod Rusland ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for krigsforbrydelserne i Tjetjenien. Hvem var imod? Alle magtpartierne.

Videre lyder det, at Enhedslisten skal ”insisterer på, at der skal være plads til kritik af institutioner som Nato og EU”.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR