Politiet arbejder på at underrette de pårørende til en person, som er død efter færdselsuheld mandag morgen.
En person er død i et færdselsuheld på Præstø Landevej syd for Næstved tidligt mandag morgen.
Anmeldelsen kom klokken 05.47.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
- Politiet kan for nuværende ikke oplyse yderligere om denne tragiske hændelse, lyder det kort før klokken 08.00.
Ifølge B.T. er der tale om to biler, som er kørt frontalt sammen. En bilinspektør er ifølge mediet til stede for at undersøge området.
P4 Trafik skriver på Twitter, at Præstø Landevej er helt spærret i begge retninger mellem Blangslev og Hammer Torup. Det er dermed ikke muligt at køre mellem Næstved og fra-/tilkørsel 39 Bårse.
Politiet arbejder på at underrette de pårørende.
/ritzau/