AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Jens Rohdes bil ramt af genstand ved motorvejsbro på Sjælland

12. AUG 2021 12.27

Politiet undersøger gerningssted på Vestmotorvejen, efter at Rohdes bil er ramt af genstand på vej under bro.

En bil blev torsdag formiddag blevet ramt af en genstand, da den kørte under motorvejsbroen på Vestmotorvejen ved Slagelse på Sjælland, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Til Ekstra Bladet fortæller folketingsmedlem Jens Rohde, der i april meldte sig ind i Kristendemokraterne, at det var ham, der blev ramt.

Forruden på bilen er splintret, men han er ikke kommet noget til.

Han ved ikke selv, hvad det var, der ramte ruden.

- Jeg kom kørende og når at se, at der kommer noget imod mig, og så kommer der ellers et ordentligt brag, og så er der en masse glassplinter i bilen, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.

Han pointerer, at han ikke har nogen anelse om, "hvad i alverden der foregik".

Til avisen siger han også, at han er overbevist om, at der ikke er tale om et angreb specifikt rettet mod ham. Han håber, "der er tale om et uheld".

Det er uvist, hvad der har ramt bilen, og hvorvidt nogen har kastet genstanden mod bilen, oplyste politiets kommunikationsafdeling kort før klokken 14. Politiet kan ikke sige mere om hændelsen på nuværende tidspunkt.

Politiet har både undersøgt området ved motorvejsbroen og nede på selve motorvejen i vestlig retning.

Torsdag over middag er motorvejen åbnet i begge retninger, men politiet oplyser, at man også vil gå i gang med undersøgelser i østlig retning i løbet af eftermiddagen.

Når der spærres i østlig retning skal bilister køre af ved frakørsel 39 ved Slagelse og køre på ved tilkørsel 37 ved Sorø.

- Vi tager anmeldelsen meget seriøst, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Billeder fra motorvejen viste ved middagstid en kø af biler på flere kilometer.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR