dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Foto ©Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Billedpakke af Billund Airport
Foto ©Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Norwegian tager over efter Ryanair i Billund med ti nye ruter

1. OKT 2025 9.26

Norwegian åbner flere nye direkte ruter fra Billund til byer som Milano, Napoli og Nice.

Billund Lufthavn led et knæk, da Ryanair tidligere på året besluttede sig for at droppe flyvningerne fra den sydjyske lufthavn.

Men afløseren er fundet i form af Norwegian, der opruster kraftigt og øger antallet af ruter til udlandet fra 5 til 15.

Dermed vil det være muligt for jyder fremover at flyve direkte fra Billund til byer som Milano, Napoli, Nice og Edinburgh.

- Danmark er et af vores absolut vigtigste markeder, og derfor er det helt naturligt, at vi nu investerer massivt i Billund, forklarer Geir Karlsen, der er koncernchef i Norwegian, i en pressemeddelelse.

Omvendt forventer Jan Hessellund, der er administrerende direktør i Billund Lufthavn, at mange turister også vil benytte de nye muligheder for at komme til Danmark og lokale attraktioner som Legoland og Lego House.

- Vi kan nu præsentere et veludbygget rutekort med en række stærke destinationer, som vores rejsende længe har efterspurgt, siger han.

De nye ruter betyder, at Norwegian vil blive det største luftfartsselskab i Billund Lufthavn.

Ifølge branchemediet check-in.dk forventes de nye ruter at bidrage med op mod 200.000 flere passagerer årligt.

Holder det stik, vil lufthavnen næste år nå op på sammenlagt 3,4 millioner rejsende og dermed kun være 600.000 passagerer fra antallet i 2023, hvor Ryanair drev 24 ruter ind og ud af Billund.

Nogle af Norwegians nye ruter går ifølge check-in.dk til tidligere Ryanair-destinationer som Milano, Malta, Porto og Rom.

Foruden Norwegians egne fly vil de nye ruter blive betjent af maskiner fra danske DAT.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR