
AARHUS: Korsang, zumba og siesta kan give overskud i en hektisk og travl hverdag. Og overskud er der brug for på pleje- og omsorgsområdet, mener man i pensionsselskabet PenSam og fagforeningen FOA. Derfor har de to organisationer udviklet forskningsprojektet HappyLAB, som skal undersøge, om zumba, siesta og korsang kan give sosu-elever overskud i en travl skoledag.
- Vi oplever, at alt for mange af vores kunder går på førtidspension. PenSam sender hver eneste dag året rundt tre kunder på førtidspension. Det er dyrt både for os, for samfundet og for dem, der bliver nødt til at lade sig førtidspensionere. Ca. 40 pct. af vores kunder er social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter, og vi ved, at deres trivsel har betydning for, hvornår de bliver pensionerede, forklarer PenSam's direktør Helen Kobæk om baggrunden.
Database registrerer effekt
Århus Social- og Sundhedsskole har sagt ja til at medvirke i HappyLAB sammen med søsterskolen i Randers. Fra 6. september til 23. november har skolen afsat to timer om ugen til HappyLAB for fem udvalgte klasser, i alt ca. 135 elever. Nogle klasser skal synge kor, nogle klasser skal danse zumba og andre skal holde afstressende siesta. Formålet er altså, at undervisningen skal give fysisk og mentalt overskud og dermed øge trivslen. Hvorvidt det også gør det, skal måles undervejs, bl.a. ved at hver elev efter hver time sms'er en talkode for sin øjeblikstilstand ind til en database, som registrerer effekten.
- Vi er gået med i forskningsprojektet, fordi vi har en klar interesse i, at de elever, vi uddanner, kan holde længe på arbejdsmarkedet og får et godt arbejdsliv, siger projektleder Verner Sønderby fra Århus Social- og Sundhedsskole.
Ifølge PenSam forlod social- og sundhedsmedarbejdere tidligere ofte arbejdsmarkedet før tid på grund af fysisk nedslidning. I dag er der stigende tendens til, at flere forlader arbejdsmarkedet tidligt på grund af psykiske problemer som f.eks. udbrændthed.
srl
Foto: http://www.flickr.com/photos/michaelcupino/with/4885604019/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.