Winni Grosbøll forlader posten
"Vi genfandt stoltheden over Bornholm og os selv," skriver Winni Grosbøll.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix.

Winni Grosbøll forlader posten

Winni Grosbøll (S) forlader sin borgmesterpost på Bornholm, da hun i det nye år skal være direktør for Friluftsrådet.
6. NOV 2020 10.24

BORNHOLM: Bornholms borgmester gennem 11 år, Winni Grosbøll (S), forlader posten med udgangen af december. Det skriver hun på Facebook.

Hun har takket ja til at blive direktør for Friluftsrådet fra 4. januar, der er paraplyorganisation for 85 organisationer inden for natur, miljø og friluftsliv.

Ifølge TV2 Bornholm har socialdemokraterne på Bornholm peget på 71-årige Thomas Thors som hendes afløser. Han var også regionskommunens første borgmester fra 2003-2005.

44-årige Grosbøll skriver blandt andet på Facebook, at hun er kommet i mål med mange projekter og fremhæver, hvordan bornholmerne står sammne under coronakrisen.  

"Det jeg dog er allermest glad for er, at vi genfandt stoltheden over Bornholm og os selv, optimismen blomstrer igen på øen. Sådan var det ikke helt da jeg begyndte for 11 år siden. Men det er det allervigtigste for et samfund som vores – lov mig at holde fast i det!" skriver hun blandt andet.

Hun fremhæver også at være kommet i mål med "energiøen", hvilket også nævnes i Friluftsrådets begrundelse for valget af bornholmeren.

- Vi har valgt en stærk kandidat, der har en solid forankring i Friluftsrådets værdier om at naturen skal være åben og at friluftsliv skal være for alle. Winni har desuden en baggrund, der giver nye og spændende perspektiver i Friluftsrådets politiske interessevaretagelse både nationalt og lokalt, hvor vilkårene for friluftsliv for alvor skal på dagsordenen de kommende år. Den udvikling er vi sikre på, at Winni Grosbøll er den helt rigtige til at varetage, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Socialdemokratiet på Bornholm oplyser, at der skal findes en ny spids til KV21, og at det skal man lige drøfte i bestyrelsen, inden det meldes ud.

"I vil stadig kunne høre min lidt for høje latter i bybilledet, men jeg vil nyde at træde ud af lokal-tvs projektør og ikke altid skulle vågne op med en god forklaring på stort set alt mellem himmel og jord. Af hjertet TAK til alle jer, der har været mine rejsekammerater på rejsen indtil videre. Pas godt på Bornholm, og alt det vi har skabt sammen!" slutter Grosbøll sit opslag.

Kære alle Der er mange følelser på spil, mens jeg skriver disse linjer. Jeg har takket ja til et tilbud om at blive...

Posted by Winni Grosbøll on Friday, November 6, 2020

ibs

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev