Der er ikke ret stor forskel på de lønstigninger, som er blevet aftalt i forbindelse med de overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, der er afsluttet for nylig.
Det kan være et problem for rekrutteringen af medarbejdere blandt de personalegrupper, som der er særlig mangel på, mener Det Økonomiske Råds formandskab - i daglig tale vismændene.
I en ny produktivitetsrapport, som er offentliggjort tirsdag, adresserer vismændene de meget enslydende lønstigninger blandt de offentligt ansatte. De stemmer ikke overens med, at regeringen i efteråret meldte ud, at manglen på ansatte i særligt sundhedsvæsnet og ældreplejen kun ser ud til at blive værre de kommende år.
- På det private arbejdsmarked ville en situation med en inoptimal (ikke optimal, red.) fordeling af arbejdskraften normalt blive løst ved, at lønnen stiger for de grupper af beskæftigede, der er særlig efterspørgsel på, mens lønnen vil vige for de grupper af beskæftigede, der er overskud af, hedder det i rapporten.
Vismændene konkluderer derfor, at de indgåede offentlige overenskomster ikke bidrager til at fordele arbejdskraften mere hensigtsmæssigt.
- Misallokeringen af beskæftigelsen medfører, at den samlede produktion af den offentlige service ikke svarer til den allokering, der vil være mest samfundsøkonomisk effektiv, konkluderes det i rapporten.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i december en trepartsaftale, der skulle sikre, at bestemte personalegrupper i det offentlige fik en mærkbar lønstigning. Men ifølge vismændene er tiltagene "kun beskedne", og derfor vil lønudviklingen ikke bidrage væsentligt til at sikre, at flere vælger at arbejde som sosu-assistent eller sygeplejerske fremover.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.