FOLKETINGET: SF's leder Villy Søvndal vil fredag formiddag meddele sin afgang som formand. Han bliver som udenrigsminister. Søvndal afviser at pege på en efterfølger.
- Tiden er nu kommet til at føre stafetten videre. Jeg har været vanvittig glad for at stå i spidsen for SF i nogle meget interessante og spændende år i dansk politik. Allerede før valget besluttede jeg, at det ikke skulle være mig, der skal stå i spidsen ved det næstkommende valg - spørgsmålet var kun hvornår tidspunktet var det rette, siger Villy Søvndal.
- Jeg har været med til at føre SF til flere valgsejre og få SF i regering for første gang - det var hvad jeg lovede at forsøge, da jeg blev formand. Men nu er det tid til, at en kommende formand får god tid til at sætte sig i stolen inden næste valg. Og det er vigtigt, at der er friske kræfter, der tager styring på det stadig nye kapitel i SF's historie, der handler om at være i regering.
- SF havde i 2005 en rigtig fin proces, da vi havde urafstemning. Jeg er stolt af, at SF er et parti med en solid demokratisk kultur. Det er godt for medlemsdemokratiet, og jeg ser frem til den proces, vi nu står foran.
Han traf den endelige afgørelse om tidspunktet for sin afgang i løbet af sommeren, men han afviser, at det havde nogen sammenhæng med balladen i kølvandet på skattereformen:
- Nej, slet ikke. Hverken den eller andre begivenheder i SF har haft noget med det at gøre. Derimod har det spillet ind, at en ny formand skal på plads i god tid inden kommunalvalget - og senere EP-valget og folketingsvalget, siger Søvndal til altinget.dk
Han var medlem af Kolding Byråd 1982-1994, kom første gang i Folketinget i 1986, blev partiformand i 2005 efter Holger K. Nielsen i 2005 og udenrigsminister i 2011.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.