dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Sådan kommer Stænderpladsen i Viborg til at se ud, når projektet er færdigt. Tegning: Marianne Levinsen Landskab APS

Viborgs historiske bymidte skal have nyt liv

En årelang proces med at opdatere Domkirkekvarteret bliver nu konkret.
17. JUL 2024 8.52

VIBORG: Domkirkekvarteret i Viborg skal i de kommende år opdateres, så de historiske byrum bliver revitaliseret.

Kort før sommerferien blev et vinderprojekt i en arkitektkonkurrence afsløret, og det er den foreløbige kulmination på en årelang proces.

Allerede i 2018 blev en rammeplan for byrum og pladser i Domkirkekvarteret godkendt af det daværende byråd, og projektet med gennemførsel af arkitektkonkurrence og ombygning af kvarteret er optaget i anlægsbudgettet 2024-2027.

For et år siden faldt en del af økonomien i projektet på plads, da kommunen modtog en fondsdonation på 47 mio. kr. til ”Nyt liv til byrum og pladser i Domkirkekvarteret i Viborg” fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal. Viborg Kommune selv har afsat 58 mio. kr. til projektet i anlægsbudgetperioden.

Byrum bindes sammen

I juni kunne borgmester Ulrik Wilbek (V) løfte sløret for de konkrete planer, da han præsenterede vinderne af arkitektkonkurrencen i forbindelse med Viborgs traditionsrige byfest Snapsting.

- Vinderforslaget viser en god forståelse for Viborgs historie og for de steder, som skal omdannes, sagde han om det vindende projekt fra Marianne Levinsen Landskab ApS i samarbejde med Christine Waage Rasmussen, Jesper Kongshaug, Lundgaard og Tranberg arkitekter og Wissenberg A/S.

Domkirkekvarteret i Viborg har en helt særlig plads i danmarkshistorien. Her blev konger hyldet, herremænd samlet, forbrydere dømt, og med udgangspunkt i domkirken blev der taget store religiøse beslutninger, der har påvirket hele landet

Kvarteret ligger midt i det, der engang var et dramatisk istidslandskab, og vinderforslaget binder kvarterets selvstændige by- og haverum sammen. Det har fokus på bæredygtighed, og mange af de materialer, der allerede er i kvarteret, genanvendes, så historien også helt håndgribeligt taler med.

- Domkirkekvarteret er byens hjerte og kulturelle mødested. Området er tæt sammenvævet med den omkringliggende by og skal fremstå med sin egen karakter med bevarede gamle træer, genbrugte brosten, stemningsfuld belysning, ny møblering og plads til leg, lyder det fra arkitekt Marianne Levinsen.

Med i omdannelsen er et nyt velkomstcenter til rejsende på Hærvejen og åbningen af Viborgs nye bymuseum, Museum Wibergis.

Der skal laves ny lokalplan for området, og den proces ventes at vare indtil midten af 2025.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/viborgs-historiske-bymidte-skal-have-nyt-liv

GDPR