
VEJLE: Forskere verden over diskuterer i disse år, hvorfor bierne er i så voldsom tilbagegang. Med udnævnelsen som Danmarks første bistadekommune forpligtiger Vejle sig til at hjælpe til at kæmpe imod den alarmerede udvikling for bierne.
Indsatsen sker i samarbejde med Danske Biavlers Landsforening, der har taget initiativ til samarbejdet. Mange af de kommunale naturområder er ideelle levesteder for bierne. Den vilde natur er rig på variation, og der er i naturen blomstrende planter hele sæsonen og ingen sprøjtegifte.
Bien har stor betydning
Søren Peschardt (S), der er formand for Natur og Miljøudvalget i Vejle, hilser samarbejdet med Danske Biavlers Landsforening velkommen:
- Der er tale om et meget alvorligt problem, hvis bierne forsvinder. Vi har i Vejle Kommune underskrevet Countdown2020-aftalen, der forpligtiger os til at gøre en indsats for den biologiske mangfoldighed. Ved at sætte ind over for bierne, gør vi samtidigt noget for en lang række sjældne planter og insekter, siger han.
Bien har stor betydning for mennesket. Rundt regnet kommer en tredjedel af den mad, som mennesker spiser, fra planter, der befrugtes med pollen fra de bestøvende insekter. Bierne udgør langt den største gruppe af de bestøvende insekter.
Randzoner hjælper
Det er ikke kun vores fødevarer der vil forsvinde uden bierne. Også den biologiske mangfoldighed vil blive yderligere forarmet, hvis bierne forsvinder. Mange af de blomstrende planter på de lysåbne og tørre naturtyper såsom heder, overdrev og strandenge vil ikke kunne klare sig uden bierne. Lyng og visse orkidearter vil være i fare for helt at forsvinde.
Enkelte undersøgelser har dokumenteret sammenhæng imellem biernes forsvinden og tilbagegang for de insektbestøvede planter. Forskerne peger på, at der bør gøres mere for bierne. Der kan etableres randzoner, læhegn, vildtremiser, og andre lignende småbiotoper med planter, der blomstrer successivt gennem sæsonen.
srl
Foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.