Vi forventer, at kommunerne går aktivt ind i varmeplanlægningen, lyder det fra Dansk Fjernvarme, der netop har henvendt sig til alle landets borgmestre.
Varmeplan Danmark er sendt med som bilag til brevet som et signal om, at der er muligheder for at bekæmpe CO2-problemet med allerede tilgængelige midler og teknologi. Det handler bare om at bruge dem.
Varmeplanlægning er et af de absolutte nøgleord for fremtidens energiforbrug. Varmeplanlægning er måske kommunernes største bidrag i klimakampen.
Brevet fra Dansk Fjernvarme er en opfølgning på Klima- og Energiminister Connie Hedegaards brev af 27. januar 2009 til kommunalbestyrelserne, hvor hun opfordrer til, at kommunen sætter skub på udarbejdelsen af projektforslag om konvertering fra individuel naturgas til fjernvarme.
Temadag booket op
Opfordringen er baseret på et oplæg, som regeringen fik udarbejdet i forlængelse af den energipolitiske aftale af 21. februar 2008. Oplægget viser, at der kan være store samfundsøkonomiske, miljømæssige og bruger- og selskabsøkonomiske gevinster ved at konvertere individuel naturgas til fjernvarme. Det kan kombineres med muligheden for, at al opvarmning kan blive CO2-neutral.
Varmeplan Danmark giver en anbefaling på, hvordan vi inden år 2020 kan halvere opvarmningssektorens CO2-udslip, og hvordan hele opvarmningssektoren bliver stort set CO2-neutral allerede omkring 2030.
Varmeplan Danmark er den første egentlige videnskabelige undersøgelse af fjernvarmens potentiale på vejen mod et fremtidigt dansk samfund opvarmet af 100 pct. vedvarende energi.
Varmeplan Danmark tilbyder både visioner og konkrete handlingsplaner baseret på et gennemdokumenteret fundament, som tilsammen klæder de danske politikere bedst muligt på til at realisere fremtidens danske energipolitik.
Dansk Fjernvarme har allerede i samarbejde med KL afholdt en temadag om varmeplanlægning. Denne temadag blev fuldt booket og gentages derfor den 16. marts i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.