
VARDE: Nye børnehaver, plejecentre og andet kommunalt nybyggeri skal ikke bare følge nutidens regler - det skal leve op til fremtidens energistandard.
Det mener plan- og teknikudvalget, der nu anbefaler byrådet, at alle større kommunale nybyggerier, der projekteres fra 1. juli 2012, skal have den energistandard, der vil gælde i 2020.
Det vil sige, at der skal bygges nul-energihuse, der producerer grøn energi. Samtidig vil man tænke vedvarende energiløsninger ind ved mindre nybyggerier og ombygninger, oplyser kommunen.
- Vi bør som kommune gå foran og vise, at det ikke bare er snak, når vi siger, at vi vil være ren kommune. For det handler jo ikke kun om at samle affald op ude omkring, og nu vil vi et skridt videre, siger formand for plan og teknikudvalget Preben Olesen (V).
Et 2020 hus er omkring 14 pct. dyrere at bygge, men der er penge at spare på længere sigt:
- Den årlige udgift til energi er omkring seks procent lavere, så investeringen tjener sig hurtigt ind, siger teknik- og miljøchef Niels Gregersen.
- Næste skridt er, at vi tilbyder borgere og virksomheder rådgivning om, hvordan man bygger energirigtigt. Jeg tror på ideen med at lave nogle udstykninger til 2020 huse, men det kunne jo være interessant at høre, hvad borgere og håndværksvirksomheder mener om det, siger Preben Olesen.
Lavenergihuse
Sideløbende er der lagt op til snarlig byggestart på private lavenergihuse, som opfylder de energikrav, der vil gælde fra 2015. Udvalget for plan og teknik har netop godkendt lokalplanen for en udstykning med otte huse i Nymindegab og et forslag til en ny udstykning med mellem 200 og 250 boliger i Varde er sendt i høring. I begge planer er der krav om 2015 energistandard.
- Det er et vigtigt skridt i retning af at opfylde byrådets mål om, at mindst 25 pct. af nybyggeriet i Varde allerede nu skal opfylde de krav, der vil blive stillet i 2015, siger Preben Olesen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.