MIDTJYLLAND: Region Midtjylland står efter valget tilbage som den eneste region, hvor den siddende formand har mistet magten. Efter otte år som regionsrådsformand kan Anders Kühnau (S) takke af og give stafetten videre til Anders G. Christensen (V).
Den afgående regionrådsformand, som også har mistet posten som formand for Danske Regioner til regionsrådsformand i Region Nordjylland Mads Duedahl (V), udtaler sig nu for første gang efter valget.
Til TVMidtvest fortæller han, at det er svært at acceptere nederlaget.
- Man er jo kun et menneske. Det er jeg også. Det er klart, at det ikke er en rar ting. Omvendt har jeg kendt spillet – så det er ikke noget, jeg tager personligt eller ligger søvnløs over, siger han.
Han understreger samtidig, at han ikke har nogen planer om at forlade regionsrådet, men vil gå ind i det og yde sit allerbedste. Den socialdemokratiske gruppe er i øjeblikket gået i tænkeboks for at finde ud af, om de er klar til at slutte sig til den konstituering, som flertallet i det nye regionsråd har lagt frem.
Stadig mest populær
Siden Anders Kühnau blev regionsrådsformand efter RV17, har støtten til ham fra borgernes side været faldende. I 2017 blev han valgt ind med 62.959 personlige stemmer – et kæmpe spring fra valget i 2013, hvor han kun fik 5.955 stemmer.
I 2021 genvandt han formandsposten og havde et personligt stemmetal på 47.116 – et fald på knap 16.000 fra 2017. Ved valget i tirsdags var han nede på 38.091 personlige stemmer – dog fastholder han pladsen som den politiker i regionsrådet, der har fået flest personlige stemmer.
Anders G. Christensen har fået næstflest med 14.876 stemmer. Herefter kommer Poul Berggreen (V) med 8.850 stemmer, Purnima Erichsen (K) med 8.560 stemmer og Birte Markfoged (V) med 7.006 stemmer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
















