THISTED: Thisted Kommune er Danmarks førende klimakommune. Men med vedtagelse af en handlingsorienteret energiplan sætter kommunen endnu mere fokus på miljø- og energibesparelser og satser på at blive Europas førende klimakommune.
Offentlige bygninger skal energi-tjekkes
Planens projektkatalog rummer blandt andet et forslag om, at al kommunalt nybyggeri fra 2010, som minimum skal overholde lavenergi klasse 1 (bruger halvt så meget energi som et almindeligt enfamiliehus) for bygninger i fjernvarmeområder. Nyopførte offentlige bygninger i andre områder må ikke bruge mere energi end passivhuse, hvilket i princippet betyder intet forbrug.
I alle eksisterende kommunale bygninger skal energiforbruget, som minimum halveres i forhold til forbruget i 2006. På sigt skal private husholdninger som minimum reducere deres co2-belastning med 50 procent.
Energi neutrale løsninger
- Fremtidens bygninger og boliger kan - hvis man vil - bygges uden et nettoforbrug af energi, og det er blandt andet den udfordring vi tager op i Thisted Kommune", siger Torben Jull-Olsen, teknisk direktør.
- Overskudsvarme fra institutioner og erhverv skal også udnyttes, ligesom landbruget, der jo står for cirka 40 procent af drivhusgasudledningen, skal inddrages mere systematisk som energileverandør primært via energipil og biogas. Og så skal den kollektive transport i Thy i videst muligt omfang i løbet af fem år køre på vedvarende energiformer, siger han.
Kommunal vindmøllefond
Thisted Kommunes satsning på vedvarende energi og co2 neutrale løsninger skal også være en økonomisk god investering for borgerne. Overskuddet fra en kommende kommunal styret vindmøllefond med i første omgang fire til fem vindmøller skal være med til at finansiere nye vedvarende energiprojekter. Beregninger viser, at én 2,5 MW mølle kan skabe et årligt overskud efter afskrivning og renter på en til halvanden million kroner.
Thisted Kommune er mere end 100 procent selvforsynende med el blandt andet produceret på de 226 vindmøller, som er placeret i kommunen. Mere end 80 procent af kommunens varme produceres på vedvarende co2 neutrale energianlæg. I 2007 fik Kommunen den internationalt anerkendte europæiske Solarpris for kommunens indsats på miljø- og energiområdet. Thisted Kommune er arealmæssigt en af Danmarks største. Der bor cirka 46.000 indbyggere i kommunen.
Læs mere om Thisteds energipolitik
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.