
VARDE: Indenrigsministeriet har givet Varde Kommune afslag på kommunens ansøgning om at måtte låne op til 40 mio. kr. til et kapitalindskud i Vestbanen A/S, oplyser kommunen, der arbejder på at kunne bevare lokalbanen.
Varde Kommune indsendte 2. juli i år en ansøgning om dispensation fra den kommunale lånebekendtgørelse for, sammen med Sydtrafik/Region Syddanmark, at kunne deltage i de nødvendige investeringer på Vestbanen på op mod 105 mio. kr. til nye tog, sikkerhed og infrastruktur.
Beslutningen om at forsøge at deltage i disse investeringer skete på baggrund af dialogmøder mellem Varde Kommune og Region Syddanmark, hvor regionen udtrykte ønske om, at Varde Kommune løftede sit ansvar som ejer og modtager af den kollektive trafikløsning, som Vestbanen er, og derfor deltog i de nødvendige investeringer på Vestbanen.
Med dette udgangspunkt vedtog Region Syddanmark den 28. juni i år, under visse forudsætninger, at fortsætte driften af Vestbanen efter 30. juni 2012.
Regioner kan automatisk låne
Borgmester Gylling Haahr (V) udtaler i den anledning:
'Jeg noterer mig, at ministeriet ikke har villet imødekomme vores ansøgning om dispensation, som skulle være med til at sikre Vestbanens fortsatte drift efter midten af 2012.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet konstaterer i sin afgørelse, at danske regioner automatisk har låneadgang til investeringer i tog og infrastruktur. Ministeriet konstaterer ligeledes, at der ikke er automatisk låneadgang for kommuner til denne type investeringer, hvilket også var årsagen til, at kommunen søgte om dispensation fra den kommunale lånebekendtgørelse.
Varde Kommune forventer, at Vestbanen A/S snart har færdiggjort sit analysearbejde omkring tilskudsbehovet ved en hjemtagning af driften til privatbaneregi og eventuelle andre driftsalternativer. Derefter forventer kommunen, med baggrund i ministeriets afslag, at Region Syddanmark endnu en gang behandler den fortsatte drift af Vestbanen og finansieringen heraf.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.