dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Vandrerhjem i Maribo har for høj standard til kommunal støtte
Hytterne ved Danhostel i Maribo, som efter Ankestyrelsens vurdering er for motel-agtige til kommunal støtte.
Foto: Danhostel

Ankestyrelsen:
Vandrerhjem i Maribo har for høj standard til kommunal støtte

Et vandrerhjem ved Maribo Hallerne har service og standard på linje med et billigere hotel, kro eller motel og må ikke få kommunal støtte. Kommunen er ikke enig.
29. AUG 2021 9.45

LOLLAND: At kommunalbestyrelsen i Lolland i december 2019 valgte at støtte oprettelsen af et vandrerhjem ved Maribo Hallerne med 400.000 kr. var ikke efter reglerne, vurderer det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen.

I en tilsynsudtalelse gør styrelsen rede for, at en kommune godt kan oprette og drive et vandrerhjem - blandt andet for at stille faciliteter til rådighed for borgernes fritidsaktiviteter og fremme turismen i kommunen. Men samtidig må en kommune ikke drive eller yde støtte til hotelvirksomhed.

Tidligere tiders vandrerhjem med fælles sovesale og køkkenfaciliteter har i flere tilfælde udviklet sig til højere og højere standard, og så bliver kommunens ret til at støtte økonomisk mere diskutabel.

Se blandt andet, hvordan Statsforvaltningen i 2016 vurderede, at Esbjerg Kommune ikke lovligt kunne støtte en udbygning af Danhostel Ribe, der blandt andet drev restaurant, da Vandrerhjemmet var for veludstyret.

Altid familieværelser

Balancen mellem de to hensyn styres af bestemmelserne om kommunalfuldmagt, og i det konkrete tilfælde ved Maribo vurderer styrelsen, at kommunen er over stregen - og at standarden af værelserne kan sammenlignes med standarden på et billigere hotel, kro eller motel.

Det fremgår, at vandrerhjemmet, der drives i et samarbejde mellem Maribo Hallerne og Danhostel, tilbyder overnatning i hytter.

Kommunen har oplyst, at der er tale om et meget lille bad og toilet i hver hytte, som i visse tilfælde kan benyttes af flere forskellige grupper af gæster på samme tid. Ankestyrelsen vurderer dog, at der altid er tale om familieværelser med eget bad og toilet. Og at de alle rummer spisebord med siddepladser, tv, wi-fi, boksmadrasser og tekøkken med køleskab.

Bare tre stjerner

Direktør i Lolland Kommune Bjarne Hansen slår over for DK Nyt fast, at kommunalfuldmagtbestemmelserne ikke er eksakte, men resultatet af en række enkelt-afgørelser. Og kommunen har over for Ankestyrelsen argumenteret med, at støtten må kunne anerkendes. 

Vandrerhjemmet har tre ud af fem stjerner i Danhostels klassificerings-system, og kommunen argumenterer med, at Indenrigsministeriet tidligere har anerkendt netop trestjernede vandrerhjem som berettigede til støtte - dog efter en konkret vurdering.

En del af faciliteterne på vandrerhjemmet  - café, motionsrum og svømmehal - findes i de offentligt tilgængelige idrætshaller, hvilket ifølge Bjarne Hansen også trækker i retning af, at vandrerhjemmet uden problemer må kunne støttes.