
Det er, som om vejrhistorierne i disse dage overgår hinanden, skriver Kristeligt Dagblad.
Vi kan imidlertid lige så godt indstille os på lignende oversvømmelser i fremtiden, hvis den nuværende situation ikke får landets politikere til at skride til handling.
Det mener biolog Bent Lauge Madsen, der har arbejdet med vandløb siden 1976. Både som ophavsmand til Danmarks nuværende vandløbslov og leder af Miljøministeriets Ferskvandslaboratorium i Silkeborg og senere som forfatter til en række bøger om de danske vandløb.
- Oversvømmelserne, vi oplever lige nu, er menneskeskabte – og her tænker jeg ikke på klimaforandringerne. Jeg tænker på, at vi gennem de seneste 100 år har ændret vores vandløb for dermed at øge hastigheden, hvormed vandet strømmer gennem åen. Vi har svækket vandløbets forbløffende evne til at moderere nedbør, og det er dét, vi ser konsekvensen af i disse uger, siger han til avisen.
Sæl på vejen
På en vej i Virksund i nærheden af Viborg fik en mand sig et chok, da han fandt en påkørt sæl i vejkanten ved en dæmning. Sælen måtte være svømmet op på vejen på grund af oversvømmelsen.
Længere sydpå i Fredericia har forsvarsvolden ved Bülows Kaserne mødt sin overmand. Ikke på grund af fremmede magters kanoner, men på grund af den vedvarende nedbør, der har betydet, at stien langs forsvarsværket er begyndt at slå sprækker.
Nordpå, på stranden i Vorupør i Thy, nåede en mand akkurat at tænke, at sandet føltes lidt blødt, før han sekundet efter stod i sand til livet og snart efter til halsen. Heldigvis fik en kvinde tilkaldt hjælp, og beredskabsstyrelsen fik senere trukket manden op af kviksandet.
Rekordvåd februar
Det er de færreste, der ikke har bemærket, at februar har været rekordvåd. De store mængder regn har betydet, at åløb og fjorde er gået over deres bredder i flere jyske og fynske byer, og i Silkeborg, Aarhus, Odense, Holstebro, Vejle, Horsens og Ribe kæmper de lokale beredskabsstyrelser stadig mod aktuelle oversvømmelser.
I Ribe varslede Danmarks Meteorologiske Institut i går fortsat om 'farligt vejr', og her kalder vandløbsmedarbejder i Esbjerg Kommune Tomas Jensen situationen for 'ekstraordinær'.
- Vi er jo i Vestjylland, så selvfølgelig er vi ikke ubekendt med den her problematik omkring stigende vandstande, men situationen, vi har oplevet, er helt bestemt ekstraordinær. Det er meget unormalt, at vi oplever, at oversvømmelser af Ribe Å når helt ind til Ribe by, som tilfældet har været, siger Tomas Jensen, der har beskæftiget sig med kommunens vandløb i 12 år.
Konkret forklarer vandløbsmedarbejderen, at kommunen på nuværende tidspunkt ikke kan lede vandet ud og væk fra Danmarks ældste by og ud i havet, da vandstanden i Vesterhavet simpelthen er højere end vandstanden i Ribe Å.
Kammerslusen, der normalt regulerer vandstandsniveauet, vil derfor først gå op, når vandstanden i havet falder, hvorefter man kan lede vandet ud i havet. Konsekvenserne har været til at føle på i byen. Flere kældre står under vand, og forleden dag kollapsede et dige, hvorefter vandet trængte ind i et idrætscenter.
mg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.