SYDDANMARK: Vagtlægerne i Region Syddanmark har siden 2014 udleveret slørede optagelser i forbindelse med klagesager, men nu har Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen understreget, at de skal afleveres uredigeret, og bedt regionen skride ind. Det oplyser regionen.
Den havde advaret vagtlægerne, allerede da de indførte praksissen i 2014, da det bliver svært at mærke tonen i en samtale. Men lægerne fortsatte, og derfor har Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen bedt Region Syddanmark om at reagere i sagen.
- Det skal vagtlægerne naturligvis acceptere, og det har vi nu bedt vagtlægerne om at rette ind efter. Jeg havde gerne set, at regionen tilbage i 2014 havde sat foden ned overfor tiltaget, og at regionen havde været opmærksom på, at lydoptagelserne faktisk ikke må sløres. Patienter, pårørende og de myndigheder, der skal behandle klager, skal naturligvis have de bedst mulige vilkår for at vurdere en eventuel klagesag, siger koncerndirektør Kurt Espersen.
Gamle sager gennemgåes
Patienterstatningen vil gennemgå omkring 120 sager for at sikre, at der ikke er sket fejl i deres sagsbehandling som følge af sløringen.
- Patienterne har krav på at få behandlet deres sag på det bedst mulige fundament, og derfor er jeg glad for, at Patienterstatningen tager sagerne op igen. Vi bliver nødt til at være 100 pct. sikre på, at patienterne får de erstatninger, som de er berettiget til, siger Kurt Espersen.
Region Syddanmark og PLO er ved at afklare, hvem der skal dække de ekstra udgifter, som gennemgangen af sagerne medfører. Kurt Espersen forventer dog, at det vil være PLO, da det er dem, der har holdt fast i praksissen med at sløre lydfilerne.
Fakta
Region Syddanmark har indgået en aftale med PLO Syddanmark om at tilrettelægge, bemande og drive lægevagten i Region Syddanmark.
Det er derfor PLO Syddanmark, der via et vagtudvalg har ansvaret for lægevagten, og herunder ansættelse af vagtlægechefer.
Vagtlægecheferne skal sørge for, at lægevagten er bemandet, og at vagtlægerne følger de gældende instrukser og retningslinjer.
Det er også vagtlægechefen, der sammen med vagtudvalget kan sanktionere enkelte vagtlæger.
Kilde: Region Syddanmark
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.