For få danske virksomheder vokser sig store med tilhørende vækst i arbejdspladser. Derfor lancerer de regionale vækstfora nu satsningen Scaleup-Denmark, som på tre år skal skabe 1200 nye arbejdspladser og en meromsætning på 2 mia. kr., lyder det fra Danske Regioner.
En række lovende virksomheder skal have et ordentligt rygstød med indsatsen Scaleup-Denmark, som fra nytår rulles ud i landets fem regioner i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og flere virksomheder, heriblandt A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk Fonden.
Med et budget på 165 mio. kr. skal 355 virksomheder igennem forløb på 10 såkaldte scaleup-centre, hvor virksomhederne trænes i at optimere deres forretning, skalere op og vækste. Udvælgelsen af de egnede virksomheder foregår netop nu.
- I Danmark mangler vi simpelthen virksomheder, der vokser sig store og stærke. Nu udvælger vi gennem Scaleup-Denmark målrettet virksomheder med et gedigent vækstpotentiale og træner dem som eliteatleter. Scaleup-Denmark har hentet inspiration direkte fra Team Danmarks arbejde, hvor topatleter gennem intensiv træning kan udvikles til at begå sig i eliten. På samme måde føres vækstvirksomheder gennem elitetræningsforløb, siger Jens Stenbæk (V), næstformand i Danske Regioner.
Virksomhedernes styrker skal boostes
I øjeblikket er der 1246 scaleup-virksomheder i Danmark. Det vil sige virksomheder, som er internationalt konkurrerende, har minimum 10 ansatte og har haft en gennemsnitlig årlig vækst på mindst 20 pct. de seneste tre regnskabsår målt på enten ansatte, omsætning eller bruttofortjeneste.
Men scaleup-virksomhederne udgør kun 3,4 pct. af Danmarks 36.300 internationalt konkurrerende virksomheder. Det viser rapporten 'Fra startup-nation til scaleup-nation', som Danske Regioner og Mandag Morgen præsenterer på en konference af samme navn den 21. november.
- Undersøgelsen viser, at vi har scaleup-virksomheder fordelt over hele landet, og nu skal vi have endnu flere af dem. Hver region har særlige styrkeområder – fx den maritime branche, fødevarer og logistik – og når vi udvikler virksomhederne skarpt inden for de særlige områder, kan vi for alvor flytte noget, siger Jens Stenbæk.
Målet for Scaleup-Denmark-satsningen er 1200 nye arbejdspladser og en meromsætning på 2 mia. kr. hos deltagervirksomhederne over de næste tre år. Et mål, der spiller direkte ind i regeringens vækstplan 'Et stærkere Danmark – Vækst 2016'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.