
Robotter, elektroniske plastre og nye energiløsninger skal sikre fremtidens velfærd. Nye produkter og innovative ideer har fået en milliardstor håndsrækning fra de regionale vækstfora, hvor erhvervsliv, regioner, kommuner og vidensinstitutioner sidder med ved beslutningsbordet, skriver Avisen Kommunen.
En ny analyse fra Danske Regioner viser, at de regionale vækstfora fra 2008 til 2010 har investeret 7,7 milliarder kroner i forskellige erhvervsinitiativer. I alt 24 pct. af investeringerne er gået til nye virksomheder, mens 22 pct. er gået til innovation.
- Det er jo her, at fremtidens arbejdspladser er. Det er jo ikke Lego og Mærsk, der kommer til at sikre os mange flere arbejdspladser. Det er de nye virksomheder, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum.
DI ser positivt på satsningerne:
- Hvis du eksempelvis tager velfærdsteknologi, så er det jo et område, hvor vi kan se, at der er et voksende marked i hele verden, så det er helt afgjort, at vi skal koble nyudvikling og nye virksomheder med den viden og de styrker vi allerede har i dag. Det er den hurtigste vej til vækst, siger chefkonsulent Niels Conradsen.
Satser på to ben
De regionale vækstfora synes særligt at have fået kig på anvendelse af ny teknologi. Ifølge Danske Regioner er investeringerne heri tredoblet fra 2009 til 2010.
- Finanskrisen var en øjenåbner. Hvis danske arbejdspladser ikke skal flyttes ud, så skal der investeres i effektivisering og automatisering. Derfor er der i 2010 sket et skifte i retning af benhård satsning på udvikling af ny teknologi, siger Carl Holst.
Denne eksplosive udvikling kan dog bero lidt på en tilfældighed, fordi projekter ofte indeholder både ny teknologi og andre former for innovation, mener professor Henrik Halkier, der forsker i regionaludvikling ved Aalborg Universitet. Han hæfter sig i stedet ved den relativt lige økonomiske prioritering af iværksætteri og innovation.
- Det synes jeg er en vigtig pointe. Det viser, at man satser på to forskellige måder at fremme erhvervsudviklingen på. Iværksætteri handler om at skabe nye virksomheder, mens innovation ofte sker i regi af noget eksisterende, siger Henrik Halkier.
Med 1,7 milliarder kroner har Vækstforum Nordjylland fordelt flest penge. De største satsninger for regionen er iværksætteri og turisme.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.