HOVEDSTADEN: Det er grotesk, at livstruede kræftpatienter ikke kan komme til behandling i hovedstadsområdet, fordi regionens nye elektroniske patientjournal er for langsommelig. Sådan lyder det fra Martin Geertsen, Venstres politiske leder i Region Hovedstaden.
Rigshospitalet i København kan ikke længere tilbyde kvinder med brystkræft at blive behandlet inden for den tidsgrænse, som gælder i de nationale kræftpakker. Det har Politiken beskrevet. Årsagen er, at lægerne bruger længere tid på at betjene patientjournalen Sundhedsplatformen. Venstre kræver, at der bliver fremlagt en akutplan, som fx kan inddrage privat kapacitet eller anvende kapacitet i andre regioner.
Også regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) reagerer på den manglende overholdelse af ventetider. Regionen vil nu kræve en redegørelse fra de lokale afdelinger og efterspørger samtidig nogle bud på, hvordan regionen kan være med til at hjælpe med at overholde ventetiderne.
Sundhedsdatastyrelsens seneste opgørelse viser, at andelen af patienter med brystkræft, der behandles til tiden i Region Hovedstaden, er faldet fra 85 procent i 1. kvartal til 52 procent i 4. kvartal. I den periode har både Herlev Hospital og Rigshospitalet været koblet på platformen. Det er dog ikke alle forløb, der er registreret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.