RANDERS: For et år siden opfordrede borgmesteren i Randers, Henning Jensen Nyhuus (S), kommunens borgere, medarbejdere, virksomheder og foreninger til at bakke op om en fælles indsamling. Kommunen var blevet udnævnt til UNICEF By 2011 og havde som sådan forpligtiget sig over for FN's børnefond til at hjælpe børn i Uganda.
Kultur- og sportsarrangementer i Randers har siden været med til at støtte et UNICEF-projekt i den ugandiske provins Karamoja. Helt præcist er det lykkedes at samle 1.362.752 kr. og 42 øre ind til de ugandiske børn.
- Rigtig mange valgte at følge min opfordring, og det vil jeg gerne sige tak for. Uden den store opbakning, ville jeg ikke kunne står her i dag og fortælle, at vi har samlet penge nok til at kunne hjælpe mere end 100.000 ugandiske børn, sagde borgmesteren i går, da han overrakte det indsamlede beløb til UNICEF Danmark
Skabt rammen for oplysning
Randers Kommune har udover selve indsamlingen brugt det lokale UNICEF-år til at oplyse om FN's børnekonvention og børns vilkår rundt om i verden. Det er et arbejde som primært er foregået gennem kommunens skoler, daginstitutioner og dagplejen.
- Vi har således i årets løb set flere kreative temauger og små som store indsamlinger, der har været med til at give vores børn et pædagogisk og lærerigt perspektiv på børns rettigheder og problemer rundt om i verden, siger Henning Jensen Nyhuus.
Tørke har ramt Karamoja
Også generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen, var glad for indsatsen.
- På de mange børns vegne, vil jeg gerne sig mange tak for det flotte arbejde, som Randers har gjort. Karamoja blev i 2011 ramt af den samme tørke, som en stor del af det øvrige Østafrika. Med pengene fra UNICEF By Randers kan vi hjælpe flere af Karamojas børn i skole samt forbedre deres sundhedsvilkår, hvilket får stor betydning for fremtiden i provinsen.
Helsingør UNICEF By 2012
Udover at overrække pengene til UNICEF Danmark, gav Randers stafetten videre til Helsingør, der bliver den tiende UNICEF By.
Projektet, som Helsingør skal støtte, handler om at sætte fokus på klimaforandringer i Zambia. Landet er hårdt ramt af klimaforandringerne, som truer børnenes adgang til mad og rent vand.
Som følge af klimaforandringerne bliver et stigende antal skoler ramt af oversvømmelser, derfor er der brug for mere robuste skoler, forklarer Steen M.Andersen.
Randers Kommune var den niende UNICEF By og har sammen med de otte forudgående UNICEF Byer indsamlet lidt over 10 mio. kr. til UNICEF's børneprojekter rundt om i verden. Vejle, Viborg, Holbæk, Frederiksberg, Hillerød, Odense, Lyngby og Esbjerg er alle tidligere UNICEF Byer.
Foto: http://www.flickr.com/photos/mejymejy/2968271252/sizes/z/in/photostream/
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.