
Siden sommerferien har folkeskoleelever i 8. og 9. klasse kunnet vælge juniormesterlære, hvor de kombinerer skoleundervisning med praktik i en virksomhed.
Regeringens forventning til ordningen er, at omkring fem procent af en årgang skal i juniormesterlære. Men det er langt fra tilfældet endnu. Faktisk har nogle kommuner ikke en eneste elever i ordningen, viser en undersøgelse baseret på aktindsigt fra SMVdanmark, paraplyorganisationen for små og mellemstore virksomheder.
- Juniormesterlære kan blive et vendepunkt for mange unge, men det kræver selvsagt, at kommunerne bruger ordningen, siger Lasse Kjær, chefkonsulent i SMVdanmark, og fortsætter:
- Desværre viser vores opgørelse, at en alt for stor andel af kommuner stadig står helt uden elever i juniormesterlære. Endnu flere har meget få elever med. Det er uholdbart, når vi ser, hvor stort et behov, der er for nye veje i folkeskolen.
Flest i Rebild
I Rebild Kommune er hele 11 procent af eleverne i juniormesterlære. På Ærø (9,8 procent), i Hedensted (7,5 procent), Assens (7,5 procent), Lolland (7,3) og i Frederikssund (7,2 procent) ligger tilmeldingen også pænt over regeringens forventning med ordningen.
Det viser, at juniormesterlære kan lykkes, når den bliver prioriteret politisk og administrativt, mener SMVdanmark.
I den modsatte ende finder man blandt andre Ishøj, Glostrup, Vallensbæk, Furesø, Rudersdal og Hørsholm, hvor nul elever er tilmeldt. Også Brøndby, Rødovre og Frederiksberg ligger under 1 procent.
- Det paradoksale er, at nogle af de kommuner, hvor behovet er størst, slet ikke har én eneste elev med. Det gælder for eksempel for Ishøj, hvor hver femte elev dumper dansk eller matematik. Det er simpelthen ikke godt nok, siger Lasse Kjær.
Ansæt erhvervsplaymakere
SMVdanmark understreger, at ansvaret for at få juniormesterlære til at fungere ligger hos kommunerne. De skal sikre, at elever og forældre kender ordningen, og at skolerne arbejder aktivt med den.
Flere kommuner peger på, at det kan være vanskeligt for forældrene at skaffe praktikpladser til deres børn. Men netop derfor bør kommunerne gå foran og ansætte erhvervsplaymakere, som kan hjælpe både elever og virksomheder med at finde hinanden, mener SMVdanmark.
Albertslund er et eksempel på, at det virker, når man gør en målrettet indsats.
- Hvis man i Rebild kan få hver tiende elev med, og man i Albertslund kan få hver 20. med, så kan man også få det til at lykkes i Glostrup og Ishøj. Det kræver politisk vilje og et tæt samarbejde med erhvervslivet. Her mener vi, at de kommunale erhvervsplaymakere kan spille en vigtig rolle, så vi undgår at tabe de unge på gulvet, siger Lasse Kjær.
Kun ca. hver femte kommune lever op til regeringens forventning om, at fem procent af en elevårgang skal i juniormesterlære. Det gælder kommuner som Rebild, Ærø, Hedensted, Assens, Lolland, Frederikssund, Faxe, Odsherred, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Tønder, Morsø, Sorø, Lemvig, Kalundborg, Vejen og Halsnæs.
Sæt et mål
SMVdanmark foreslår, at alle kommuner forpligter sig til et bindende mål: Mindst fem procent af eleverne skal i juniormesterlære.
Det første år med ordningen skal bruges til at evaluere, lære og inspirere. De gode eksempler skal frem i lyset, men udfordringerne skal også adresseres. Flere virksomheder peger på, at reglerne for, hvad eleverne må, er for snævre. Det bør ændres, hvis ordningen skal udnytte sit fulde potentiale.
Samtidig skal juniormesterlære være et tilbud for alle elever – ikke kun dem, der er fagligt udfordrede. Det handler om at styrke faglig stolthed og give unge lyst til at prøve kræfter med erhvervsvejen uden at blive sat uden for fællesskabet.
Derfor bør eleverne blive i deres stamklasser, så de ikke ”straffes” socialt for at vælge juniormesterlære, mener SMV. Kommunerne bør endvidere styrke koordineringen ved at udpege en engageret erhvervsplaymaker, der kan bygge bro mellem skoler, virksomheder og forældre.
”Vi er meget begejstrede for juniormesterlære, og for at regeringen gør en stor indsats for at tale ordningen op. Vores virksomheder vil virkelig gerne spille med. Men hvis kommunerne ikke vil prioritere det, så bliver det ikke noget. Juniormesterlære er et tilbud med et stort potentiale, men kun hvis det får de rigtige rammer og den nødvendige politiske opbakning,” siger Lasse Kjær.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.