HOLBÆK: Det er ikke lovligt for Holbæk Kommune at få udført renoveringsarbejde på flere idrætsanlæg i år, men først betale regningen i 2018. Det er Kammeradvokaten nået frem til, efter at Holbæk Kommune havde bedt om en vurdering af lovligheden i den usædvanlige betalingsordning, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Afgørelsen får den konsekvens, at renoveringerne udskydes til 2018. Det er indstillingen fra administrationen til økonomiudvalget og Holbæk Byråd, efter at embedsværket tidligere i processen havde sagt godt for udskydelsen af betalingen.
Formanden for udvalget for kultur, fritid og fællesskab, Emrah Tuncer (R), kritiserer, at udvalget har behandlet en sag, hvor det juridiske ikke var klaret behørigt af:
- Udvalget er undskyldt, for vi spurgte ind til det her flere gange på mødet, fordi vi syntes, det lød lidt kreativt. Det er administrationen og vores jurister, der er ansvarlige for det her, siger Emrah Tuncer.
Tvivlen om fremgangsmåden blev først rejst efter beslutningen i udvalget for kultur, fritid og fællesskab, da kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, i dagbladet Nordvestnyt såede tvivl om lovligheden. Det var det, der fik Holbæk Kommune til at bede Kammeradvokaten om en vurdering.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.