Udgifter til anbragte børn er slet ikke steget - de er faldet

Af Geert Jørgensen

Udsatte børn og unge er ofre for forfejlede og misvisende konklusioner på de tilgængelige oplysninger, der eksisterer om samfundets udgifter til denne gruppe.

Der har de seneste år været kraftig fokus på udgifterne til de udsatte børn og unge, ikke mindst på de udgifter, der er til anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet.

Det har ført til avisoverskrifter, der indikerer, at anbringelserne bliver dyrere og dyrere for samfundet, og til en generel opfattelse af, at udgifterne er løbet løbsk, og at de er årsag til en udgiftseksplosion i kommunernes budgetter.

En sådan opfattelse baserer sig imidlertid på forkerte konklusioner på de statiske oplysninger, som er tilgængelige fra såvel Finansministeriet som Danmarks Statistik. Det forholder sig nemlig stik modsat. Kendsgerningen er, at udgiften til anbringelser reelt er faldet i den periode, som der er statistisk grundlag for at gøre op.

Ganske vist siger Finansministeriets tal for årene 2004 til 2008, at der i perioden har været en stigning i udgifterne pr. 0 - 22-årig til dette sociale arbejde på 1,2 procent. Men statistikkerne fortæller også, at vi netop i disse år har nogle særligt store årgange i de aldersgrupper, hvor anbringelser er mest nødvendige.

Det er især i aldersgruppen 10-19 år, anbringelser er påkrævede. Netop i 1996 toppede antallet af nyfødte i Danmark med godt 70.000. I midten af 1980'erne var antallet af nyfødte helt nede på godt 50.000 mens det de seneste år har ligget omkring 65.000. Der er altså netop nu særlig mange unge i den gruppe, der anbringes. Regner man disse kendsgerninger ind i udgiftsudviklingen, er der reelt tale om et fald i udgifterne til anbringelser pr 0-22-årig.

Mistolkningen af de statiske tal er til stor skade for de udsatte børn og unge, som er helt afhængige af kommunernes vilje og evne til at yde den nødvendige støtte.

Den måde, tingene fremstilles på, betyder, at der er opstået en helt urimelig og udbredt opfattelse af, at disse unge i stigende grad er en økonomisk belastning for samfundet, og at det er nødvendigt at finde 'de skyldige'. Virkeligheden er, at udgifterne til anbringelser pr. 0 - 22-årig er faldet fra 2004 - 2008, og at dette billede vil forstærkes, når de store årgange fra midten af 1990'erne bliver voksne.

Det forkerte billede, som er skabt, kan endda være endnu mere skævt og urimeligt overfor de udsatte børn og unge. Vi har nemlig kun statiske oplysninger til og med 2008, og vi ved derfor ikke, hvor meget det har påvirket udgifterne til dette socialområde, at der i de seneste år er sat øget fokus på efterværn, og at efterværnsalderen er sat op fra 20 til 22 år.

Vi ved heller ikke, om kommunerne fuldt ud budgetterer med de beløb, som de modtager fra den centrale refusionsordning, ligesom vi ikke ved, om de penge, som kommunerne modtager fra staten, efter at amterne er blevet nedlagt, fuldt ud er med i opgørelserne. Endelig kan man selvfølgelig have sin tvivl om, hvorvidt de omtalte statistiske kendsgerninger er indregnet i kommunernes budgetter for i år og de nærmest kommende år.

Ingen kan have interesse i, at udsatte børn og unge ikke får muligheder for en rimelig tilværelse og fremtid. Måden, udgifterne til anbringelser gøres op på, kan opfattes således, at man forsøger at presse udgifterne på en urimelig og i øvrigt uhensigtsmæssig måde. Der er derfor grund til at gøre opmærksom på, at lovgivningen klart slår fast, at økonomi ikke må afgøre, hvilke tilbud samfundet skal give disse børn og unge.

 Se LOS-notat: Samfundets udgifter til anbragte børn.

 
Geert Jørgensen, direktør i LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud.