SLAGELSE: Der er nu vedtaget en ny museumsstruktur for Slagelse, som bl.a. betyder, at Trelleborg fra udgangen af 2012 ikke længere vil være en del af Sydvestsjællands Museum, når den nuværende samdriftsaftale udløber.
Det er besluttet, fordi Trelleborg – og fremtidens Ny Trelleborg – vil finde det største faglige fællesskab med Nationalmuseet, der bl.a. driver Kongernes Jelling.
- Vi vil gerne opnå den maksimale opmærksomhed og professionalisme omkring Ny Trelleborg. Det nye oplevelsescenter bliver et af fremtidens kulturelle fyrtårne i Slagelse, som både skal være et aktiv for kommunens borgere og turister udefra. Og det mener vi, bedst vi kan sammen med Nationalmuseet, siger Ebbe Ahlgren (V), som er formand for kultur- og fritidsudvalget.
Løfte projektet
Center for kultur og fritid indgår derfor nu i forhandlinger med Nationalmuseet omkring en mulig fælles fremtidige drift og organisering af Trelleborg og det kommende oplevelses- og formidlingscenter Ny Trelleborg.
Kommunen har skaffet 25 mio. kr. i skattefinansierede penge, men resten – op til omkring 150 mio. kr. – skal finansieres via fonde.
- Vi har bl.a. kigget på, om det, at man har Nationalmuseet – som jo har masser af erfaring inden for de store museer – med sig, om det kan være med til at løfte projektet og skaffe de nødvendige fondsmidler den vej igennem. Det må have en vis brand-effekt, at Nationalmuseet er en del af det. Men det bliver en vurdering, når vi har talt med Nationalmuseet, siger Ebbe Ahlgren.
De bedste betingelser
Den endelige beslutning om, hvorvidt Trelleborg fremover skal drives sammen med Nationalmuseet, vil blive truffet på et senere tidspunkt i kultur- og fritidsudvalget.
- Jeg håber, at Trelleborg får de bedste betingelser får de bedste betingelser for en stor fremtid, og jeg tror, at det bliver et stort kultur-fyrtårn – ikke kun i Slagelse, men i hele vores del af regionen: Jeg tror på, at vi får øget turismen, og så er det et spørgsmål om at fastholde det. Og nu kommer den nye omfartsvej, som også gør tilkørselsforholdene betydeligt nemmere, siger Ebbe Ahlgren.
Slagelse Kommune driver i samarbejde med Sorø Kommune en række museer, men samdriftsaftalen omkring Sydvestsjællands Museum udløber ved udgangen af 2012.
Samtidig foregår der mellem 7 kommuner forhandlinger om en fusion af de 6 statsanerkendte museer i Midt- og Vestsjælland. En fusion som lægger vægt på større faglige fællesskaber, højere kvalitet og koordineret formidling af den fælles kulturarv.
På baggrund af forhandlingerne – og udsigterne til en ny museumslov, som vil stille større krav til de statsanerkendte museer – er modellen for fremtidens museumsstruktur i Slagelse rustet til at imødekomme fremtidens udfordringer på museumsområdet, særligt i forhold til kommunens fyrtårnsprojekt: Ny Trelleborg.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.