
Ved FV19 blev DF decimeret kraftigt, og en af dem, der røg ud af Folketinget, var Kenneth Kristensen Berth. I Københavns Omegns Storkreds fik DF blot et enkelt kredsmandat, der gik til Pia Kjærsgaard, så Berth, som fik 937 personlige stemmer, har siden måttet reservere sin politiske energi til kommunalbestyrelsen i Vallensbæk - og så en plads som førstesuppleant.
Politik er dog stadig hans hverv, idet han er blevet ansat i Dansk Folkepartis pressetjeneste, skriver Folkebladet. Det er ifølge ham selv 'ikke lige så sjovt som at være folketingsmedlem', så han stiller op igen.
I samme storkreds var der ved FV19 et konservativt kredsmandat til Rasmus Jarlov, og 460 personlige stemmer til lokalpolitikeren fra Høje-Taastrup Steffen Mølgaard Jensen rakte til en plads som tredjesuppleant.
Han har nu valgt at stoppe som FT-kandidat i Ballerup- og Rødovrekredsene - 'med fuldtidsarbejde, familieliv og lokalpolitik kan jeg ikke være folketingskandidat uden at gå på kompromis med noget af det andet', siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget til Sjællandske.
Steffen Mølgaard Jensen er nu førstesuppleant for Hanne Bjørn-Klausen, der er i Folketinget, fordi Jarlov er sygemeldt, og Merete Scheelsbeck, der også er byrådsmedlem i Høje-Taastrup, er på barsel.
I Sjællands Storkreds fik De Radikale valgt både Kathrine Olldag og Zenia Stampe ind - på henholdsvis tillægs- og kredsmandat - og 1.016 stemmer betød en plads som andensuppleant til Line Krogh Lay, der også er byrådsmedlem i Stevns Kommune. Sjællandske oplyser, at hun igen er valgt som FT-kandidat i Faxe- og Køge-kredsen - og iøvrigt sit partis lokale spids til KV21.
De Radikale må til gengæld sige farvel til en lokalpolitiker på Folketings-stemmesedlen i Fyns Storkreds. Søren Hillers, der er i en radikal tomandsgruppe i byrådet i Faaborg-Midtfyns Kommune, stiller ifølge Fyens Stiftstidende ikke op igen. Skolelederen vil lægge sine politiske kræfter lokalt. Kredsen gav et kredsmandat til Rasmus Helveg Petersen, og Hillers blev med 1.165 stemmer tredjesuppleant.
I Aarhus Syd-kredsen kommer københavnerpolitikeren Marcus Knuth nu til at stille op på liste C, i hvert fald hvis indstillingen i bestyrelsen i den konservative Aarhus Syd-kreds følges af en generalforsamling efter sommerferien, oplyser partiet.
Knuth er i dag valgt til Borgerrepræsentationen i København og sidder i forvejen i Folketinget, hvor han ved FV19 med 9.523 personlige stemmer blev valgt ind for Venstre i Sjællands Storkreds. Han skiftede fra V til K i november 2019 med uenighed med den nye V-formand Jakob Ellemann om udlændingepolitikken som hovedårsag.
Den konservative Mona Juul blev i Østjyllands Storkreds nyvalgt ved KV17 og genopstiller, så partiet håber nu på to mandater i storkredsen næste gang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.