

SYDDANMARK: Den fremtidige organisering af den øverste administrative ledelse i Region Syddanmark var i går på dagsordenen på et regionsrådsmøde. Regionsrådets medlemmer skulle vælge imellem to mulige modeller: Den tværgående model og Driftsmodellen.
Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Vejle Folkeparti stemte for den tværgående direktionsmodel, mens Enhedslisten som det eneste stemte for driftsmodellen, der i høj grad ligner den nuværende organisering.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over valget af den tværgående direktionsmodel.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige model, vi har valgt. Modellen sætter rammerne for en direktion, der fungerer som et hold, arbejder på tværs og sikrer sammenhæng, synergi og innovation i organisationen. Men vi skal selvfølgelig huske på, at det ikke er modellen i sig selv, der gør forskellen. Det er de mennesker, vi sætter til at lede organisationen, og derfor er det også altafgørende, at vi får ansat de rigtige koncerndirektører, siger Stephanie Lose.
Tre nye direktører
Valget af den tværgående direktionsmodel betyder, at regionsdirektør Jane Kraglund fremover som den eneste kommer til at referere direkte til det politiske niveau. Under regionsdirektøren vil der være en koncernledelse bestående af tre koncerndirektører med hvert deres tværfaglige ansvarsområde.
Den ene koncerndirektør skal varetage opgaver inden for Regional Udvikling. Den anden koncerndirektør skal blandt andet varetage drift, økonomi og byggeri for alle regionens områder. Og endelig skal den tredje koncerndirektør blandt andet stå for forskning, udvikling og innovation på tværs af organisationen.
Sygehusledelserne og driftsdirektøren for socialområdet kommer alle til at referere direkte til regionsdirektøren.
Et ansættelsesudvalg, der blandt andre består af Stephanie Lose, fire medlemmer af regionsrådet og Jane Kraglund, skal stå for processen med at få udvalgt, godkendt og ansat de tre nye koncerndirektører.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.