
KØBENHAVN: 52 pct. af de borgere, der får tilkendt førtidspension, er lønmodtagere, som er blevet syge, og som forud for tilkendelsen har været igennem et ret kort forløb på det kommunale jobcenter. 21 pct. af dem, der får tilkendt førtidspension, er langvarige kontanthjælpsmodtagere, og 10 pct. er borgere, der i flere år har pendlet mellem sygedagpenge og fleksjob. Det viser en undersøgelse, som AKF har lavet i fire midtjyske kommuner.
AKF's rapport 'Veje til førtidspension' er lavet i fire kommuner: Herning, Silkeborg, Viborg og Holstebro. Kommunerne er udvalgt ud fra, at de har forskellige profiler på førtidspensionsområdet, og undersøgelsen afdækker forløbene for samtlige førtidspensionister i de fire kommuner i fem år, før de får tilkendt pensionen.
Rapporten peger også på en række udfordringer i kommunernes sagsbehandling. En central udfordring er, at der blandt sagsbehandlere opleves at være for lidt fokus på en fagligt begrundet indsats pga. travlhed, ventetid i behandlingssystemet og en række krav om dokumentation og rettidighed i kontakten til borgeren.
I alle fire kommuner peger AKF's undersøgelse også på centrale udfordringer i samarbejdet mellem kommunen og det sundhedsfaglige system. Der er fx lange ventetider i behandlingssystemet, manglende adgang til relevante tilbud og manglende koordinering mellem de sundhedsfaglige og kommunale aktører.
Fem veje til førtidspension
Når en borger får tilkendt førtidspension, ligger der typisk et af følgende forløb forud:
- 52 pct. er lønmodtagere, der er blevet syge og har været på sygedagpenge i en kort periode
- 21 pct. er langvarige kontanthjælpsmodtagere
- 10 pct. er borgere, der har pendlet mellem flere offentlige ydelser i årene forud for førtidspension (særligt sygedagpenge og fleksjob)
- 10 pct. er kortvarige kontanthjælpsmodtagere
- 7 pct. er fleksjobvisiterede (som ikke er i fleksjob, men modtager ledighedsydelse)
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.