En TV2-dokumentar om forholdene på et plejehjem i Køge fyldte allerede før den blev sendt torsdag aften medierne med reaktioner - bl.a. fra borgmester Maria Stærke (S) der måtte på facebook og i aviserne med sin beklagelse.
Via skjulte optagelser viser dokumentaren om plejehjemmet Nørremarken situationer, hvor helt basale behov som at få skiftet ble, få medicin og mad ikke bliver opfyldt, og der er eksempler på beboere, som ligger mange timer i sengen uden at blive vendt eller hjulpet op. Det kan handle om, at ledelsessvigt har ført til ligegyldighed hos nogle ansatte, mener FOA. Kommunens ældreformand bebuder, at alle ældrecentre fremover skal følges på hvert eneste udvalgsmøde, og dokumentaren førte til kommentarer fra både ældreminister og statsminister, ligesom det kom frem, at den ansatte, der havde hjulpet TV2, var blevet bedt om at blive hjemme indtil en tjenstlig samtale i næste uge.
Med al den kritik af et kommunalt plejehjem et det måske velgørende at vide, at der faktisk generelt er stor tilfredshed hos beboerne på landets plejehjem. I en national undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen i 2021 med stikprøver fra hele landet er 75,6 procent på de kommunale plejehjem enten "tilfredse" eller "meget tilfredse", mens denne andel er 74 procent de på private.
Et andet indspark, helt uafhængifg af Køge-sagen, fra FOA, gjorde opmærksom på det faktum, at antallet af ufaglærte i ældreplejen på fire år er gået fra at udgøre 13 pct. af medarbejderne til i dag i gennemsnit at udgøre omkring 25 pct. - med store forskelle i kommunerne.
Ugen startede ellers med opsamling på søndagens store TV-valgmøde mellem de tre statsministerkandidater til folketingsvalget med bl.a. holdninger om minimumsnomeringer i daginstitutionerne, som V vil bevare, mens K vil overlade normeringer til kommunerne. Og med statsministerens tro på, at der kan laves en bred aftale i det kommmende Folketing, når det gælder opgør med bureaukratiet.
Hvis alle kommuner bare gjorde som de ti bedste, når det gælder administration, så var meget vundet, var også en udmelding fra den konservative Søren Pape Poulsen. Ikke alle af de fremhævede kommuner syntes dog, at præmissen for at blive fremhævet var i orden: Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) pegede oplagt på geografi og kommunestørrelse som noget, der vanskeliggør sammenligninger.
Administration i kommunerne kalder i nogle tilfælde på brug af whistleblowerordningen. En verserende klagesag om Helsingør-borgmester Benedike Kiærs (K) adfærd over for tre ledende medarbejdere i kommunens whistleblowerenhed affødte denne uge en opfordring fra formanden fra Dateetisk Råd om at se på lovgivningen for ordningen. Det er nemlig forskelligt, hvordan den er organiseret fra kommune til kommune - med risiko for at whistleblowerenhederne ikke er tilstrækkeligt uafhængige af dem, der klager eller dem, der klages over.
Kold luft blæser generelt og bogstaveligt gennem landets kommuner, hvor energikrisen giver kølige kontorer, kolde haller og manglende varmeskabe til små våde flyverdragter - og sikkert masser af andre tiltag for at spare på energi og penge.
Tilbage til det forestående folketingsvalg, hvor nogle kandidater kan sole sig, mens andre lever i skyggen - nogle af de sidstnævnte trives sågar fint med det, fordi de er "skyggekandidater". Et fænomen, der opstår hvor partierne skønner, det er svært at få valgt en kandidat med mindre, de opstillede gør det på skrømt og arbejder på at få en anden og mere kendt valgt. Følg iøvrigt opstillingen af kandidaterne i alle storkredse på temasiden FV22
Regionerne er med ansvaret for det kriseramte hospitalsvæsen i høj grad en del af valgkampen. Denne uge har der været opråb fra kirurger og læger om patienter på ventelister, personaleflugt til de private hospitaler og ønsker fra lægerne om at få sat behandlingsgarantien på pause - med en forsigtig imødekommenhed fra Danske Regioner.
Det er der også i forhold til at se på en analyse af økonomien på sundhedsområdet, hvor ikke alle regioner har lige meget at gøre godt med. "En omvendt Robin Hood" kaldte sundhedsprofessor Jes Søgaard denne uge den skævhed, der opstår i forbindelse med tildelingen af bloktilskud til sundhedsområdet og den efterfølgende omfordeling mellem dem. De såkaldte socioøkonomiske kriterier, der er til grund for tildelingen, trænger til et eftersyn - og i udligningen får Region Hovedstaden det meste - betalt af Region Midtjylland. Sundhedsprofessorens udmelding kommer nu til at indgå i analysearbejdet blandt regionsformænd- og direktører, bekræftede formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S).
Et par af regionerne er i øvrigt i fuld gang med at finde ud af, hvem der har krav på erstatning efter fejlagtige benamputationer, men laver deres opgørelser på forskellige måder. Det fik denne uge Danske Patienter på banen og kræve en uvildig undersøgelse - dermed støtter patientforeningen et krav fra Diabetesforeningen om at lade Styrelsen for Patientklager gennemgå journalerne for amputerede.
Med halvanden uge til Folketingsvalget har kommunerne travlt med at få styr på det praktiske - herunder at få nok valgtilforordnede - og det hjælper at skrue op for størrelsen på diæterne til de frivillige, der skal sidde ved valgborde og tælle stemmer, har flere kommuner allerede erfaret.
For alle med børn kan den verserende valgkamp få et måske tiltrængt twist: Børnevalg 2022 finder sted på landets folkebiblioteker, hvor kandidaterne, der kan stemmes på er figurer fra ti nominerede børnebøger. Cirkeline, Star-Girl Villads fra Valby og syv andre bejler til børnevælgernes gunst frem til Folketingsvalget den 1. november.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.