Flere penge til bekæmpelse af overbelægning med ældre medicinske patienter på gangene hilses velkommen af formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S):
- Det er fornuftigt at lette presset på sengeafdelingerne, hvor belægningsprocenten er steget de senere år. Det er en start, og vi tager gladelig imod de ekstra penge, siger han i en kommentar til en ny delaftale under finansloven mellem regeringen, SF og Enhedslisten.
- Men i forhold til vores budgetter, så batter det ikke så meget. De 50 mio. kr. der tales om i 2014, rækker kun til 100 ekstra stillinger, siger Bent Hansen.
Til gengæld efterlyser han en klar melding om udgifterne til ny dyr medicin. Udgifterne er eksploderet de senere år i et omfang, der kan betyde, at der ikke bliver råd til at give alle patienter den bedste medicin.
I år ventes udgifterne til medicin at blive på 7,4 mia. kr. Til sammenligning var udgiften i 2007 på bare 3,9 mia. kr.
- Den nye dyre medicin presser konstant vores budgetter og lægger også pres på de penge, vi kan bruge på personale, siger Bent Hansen
Derfor undrer han sig også lidt over, at det er lykkedes Jordemoderforeningen at sikre 35-40 mio. kr. ekstra til fødeafdelingerne, hvor jordemødre har klaget over stress og personalemangel.
- I en tid, hvor der siden 2008 er kommet 400 ekstra jordemødre, og fødselstallet samtidig er faldet med 10.000, må man sige, at det er ualmindeligt dygtigt gjort af Jordemoderforeningen. Også selvom der så er kommet flere riskofødsler og flere ældre mødre til, siger regionernes formand.
I alt afsættes 1,5 mia. kr. i sundhedspakken de næste fire år. Ud over overbelægning og fødsler prioriteres der i 2015 flere penge til forebyggelse af selvmord og en styrket indsats mod hormonforstyrrende stoffer.
Sundhedsaftalen indeholder
Regeringen, SF og Enhedslisten vil bruge 6,5 mia. kr. mere på sundhed i de næste fire år, viser aftale. Som led i finansloven for 2015 vil regeringen give en sundhedspakke på 5 mia. kr. i de næste fire år. I 2015 er der 500 mio. kr. mere.
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har sagt, at regeringen vil mindske social ulighed i sundhedsvæsnet. Pakken tilbyder udsatte grupper et årligt sundhedstjek. Det skal sikre, at lægerne opdager sukkersyge (diabetes) samt lunge- og hjerte-kar-sygdomme tidligere.
- 1,5 mia. kr. skal hjælpe kroniske patienter med diabetes, KOL og gigt.
- 1,1 mia. kr. skal forbedre kræftbehandling, så kræftsyge findes før.
- 1,1 mia. kr. skal bruges til mere forskning og bedre kvalitet i sundhedssektoren.
- 1 mia. kr. går til de praktiserende læger, som hurtigere skal opdage kræft og kroniske sygdomme.
Hertil kommer en pakke på 1,5 mia. kr. som EL og SF har aftalt med regeringen. I 2015 tilføres sundhedsområdet 100 mio. kr. Heraf går 50 til at fjerne ældre patienter fra hospitalsgange og 35 til fødeafdelinger.
I aftalen er der også penge til at forebygge selvmord og bekæmpe hormonforstyrrende stoffer, som mistænkes for at forringe mænds sædkvalitet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.