
Af Knud Abildtrup
Personligt fremmøde hos en arbejdsgiver, forberedelse under et uddannelsestilbud eller ordinært job hører til de absolutte undtagelser, der kan accepteres som en del af de minimum 25 timer, kontant- og starthjælpsmodtagere, ellers skal møde frem i aktivering hver uge.
Og der er tydeligvis tale om at møde frem, fremgår det af et præciserende brev, styrelsen har sendt til alle landets borgmestre underskrevet af direktør Marie Hansen.
Anledningen er ganske klart den aktuelle sag, hvor Københavns Kommune er blevet præsenteret for et krav på ikke mindre end 390 mio. kr. om tilbagebetaling af en del af statsrefusionen - efter det meget omtale aktiveringsprojekt i Farvergade, hvor de mest ressourcestærke ledige har fået lov at søge jobs hjemmefra.
Men styrelsen har altså fundet det vigtigt at indskærpe, at:
- For at projektet kan give 65 pct. statsrefusion, skal deltagerne møde frem i minimum 25 timer ugentligt.
- Kommunen skal registrere, om det sker.
- Kontanthjælpsmodtagerne skal selv have sanktioner, hvis ikke de møder frem i mindst 25 timer.
- Som undtagelser gælder personligt fremmøde hos en arbejdsgiver, forberedelse under et uddannelsestilbud eller ordinært job.
- Jobsøgning i det hele taget tæller altså ikke med i de 25 timer - fordi man som kontanthjælpsmodtager pr. definition i forvejen er aktivt jobsøgende.
Det kan dog accepteres, at visse mindre dele af et tilbud foregår uden for aktiveringsstedet, når det er naturligt og velintegreret led i tilbuddet.
Så vidt Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Overborgmester Frank Jensen (S) har ikke tænkt sig at give sig i den principielle og dyre sag uden sværdslag, og har udtalt:
- De her mennesker, som er arbejdsmarkedsparate, skal jo ud og søge job og ikke sidde i et bestemt rum 25 timer om ugen.
- Der er et aktiveringskrav, men ikke et fremmødekrav til et bestemt sted 25 timer om ugen. Og den juridiske konflikt vil vi nu arbejde videre med sammen med vores advokater. Derefter vil vi så drage vores konklusion.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.