
STEVNS: Allerede sidste år var det tæt på at borgmesterpartiet på Stevns blev hægtet af budgetforhandlingerne, men i år blev nedturen fuldbyrdet. Borgmesterpartiet er et andet, men borgmesteren den samme, og budgetaftalen omfatter alle andre end ham selv og det eneste andet medlem af hans udbryderparti Nyt Stevns.
Det tidligere borgmesterparti Venstre er, skønt alvorligt decimeret i forhold til valgresultatet ved KV13, med i aftalen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale, Enhedslisten, Borgerlisten Stevns (eks-K) og løsgænger Bjarne Østergaard Rasmussen (eks-V). I alt 17 ud af 19 byrådsmedlemmer.
Borgmester Mogens Haugaard Nielsen (eks-V) og Inge Milbrath (eks-V) er ikke, og foruden ydmygelsen ved, at de andre kører butikken uden chefen er det et ualmindeligt skidt udgangspunkt for borgmesterens i forvejen besværede forhåbning om at overleve på posten efter KV17.
Hans parti Nyt Stevns blev stiftet, efter at Venstre efter to forsøg lykkedes med at få ham afsat som borgmesterkandidat, og for rigtig at tvære i det står alle budgetaftalepartnere nærmest i kø for at fortælle hvor gode, konstruktive og fremkommelige budgetforhandlingerne denne gang har været.
- Ingen tvivl om, at processen viser vejen frem, siger således 1. viceborgmester Varly Jensen (DF) - i stærk modsætning til sidste år, da han en overgang forhandlede med oppositionen for at lægge pres på den resterende del af det daværende borgmesterflertal.
En vred Mogens Haugaard Nielsen kalder det 'uhørt' at man holder borgmesteren udenfor, mens Socialdemokratiets borgmesterkandidat Steen S. Hansen er alt andet end vred, hans udlægning er bare end anden - nemlig at borgmesteren spillede sig selv af banen ved at melde afbud til en forhandling og i stedet fremsende sine krav skriftligt. 'Politik er for dem der er til stede', siger han iskoldt til TV Øst.
Indholdsmæssigt rummer budgetaftalen ifølge Dagbladet en række velfærdsforbedringer, blandt andet hyppigere rengøring hos de ældre, flere pædagoger i daginstitutionerne og mere forberedelse til folkeskolens lærere. Pengene hentes ved besparelser i forvaltningen.
Se avisomtale af budgetaftalens indhold hos Dagbladet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.