
TØNDER: For et år siden kulminerede flere års intern strid blandt socialdemokraterne i Viborg med, at fire af partiets byrådsmedlemmer forlod partiet og dannede en ny liste med navnet Velfærdsdemokraterne.
I marts i år førte lignende intern socialdemokratisk strid 200 kilometer sydpå i Tønder Kommune til, at 2. viceborgmester Barbara Krarup Hansen meldte sig ud af Socialdemokratiet, og nu etablerer hun en lokalafdeling af Velfærdsdemokraterne i Tønder, oplyser partiet.
Hun har kontaktet Velfærdsdemokraterne i Viborg, og de har aftalt at samarbejde fremover.
Ifølge Velfærdsdemokraternes gruppeformand i Viborg, Mette Nielsen, deler partiet her og Barbara Krarup Hansen mange politiske grundideer, og de er enige om centrale politiske mærkesager, som blandt andet omfatter:
- En markant styrkelse af den borgernære velfærd – især i ældrepleje, handicapområdet, socialområdet med socialt udsatte, mere lighed I sundhed og naturligvis børne og ungeområdet.
- Et nej tak til, at landdistrikterne plastres til med store VE-anlæg som solceller og vindmøller.
Nægtet at genopstille
Barbara Krarup Hansen var Socialdemokratiets borgmesterkandidat og store stemmesluger ved KV21, hvor hun fik tredjeflest stemmer i kommunen kun overgået af tidligere borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) og nuværende borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti).
Hun blev derfor valgt som 2. viceborgmester og socialudvalgsformand.
Siden har der været intern uenighed i Socialdemokratiet, blandt andet om planer om store vindmøller på land. Ifølge JydskeVestkysten skyldtes Barbara Krarup Hansens udmeldelse, at partiet havde besluttet, at hun ikke måtte genopstille på partiets liste. Nu stiller hun så i stedet op for Velfærdsdemokraterne.
- Jeg er utroligt glad for, at jeg har fundet et værdibaseret politisk arbejdsfællesskab hos Velfærdsdemokraterne. Der vil være gensidig sparring og politikudvikling. Og ikke mindst glæder jeg mig til at kæmpe for en Tønder Kommune, hvor velfærd, trivsel, natur og fællesskab går hånd i hånd, siger hun til avisen.
13. august inviterer hun til kandidatmøde, hvor flere kan komme med på det nye partis liste til KV25.
Mette Nielsen oplyser desuden til DK Nyt, at Velfærdsdemokraterne er åbne for, at flere kandidater kan tilslutte sig partiet op til kommunalvalget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.