Budskabet var ikke til at tage fejl af, da statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sin første nytårstale i 2020: Flere børn i udsatte familier skulle fjernes fra deres forældre for at give dem en mere stabil barndom. Særligt fokus skulle kommunerne have på de yngste børn.
Nu viser tal fra Danmarks Statistik, at den opfordring ikke er blevet fulgt. I løbet af 2021 blev der iværksat 3.300 anbringelser af børn og unge. Det er 6,6 procent færre end i 2020. Samtidig viser opgørelsen, at antallet af anbragte i 2021 er det laveste i årene fra 2012 til 2021.
Zoomes der ind på børn mellem 0 og 5 år, så slår faldet også igennem. Mens 1.595 børn i den aldersgruppe var anbragt i 2018, så faldt antallet til 1.482 i 2021.
Økonomisk smalhals i kommunerne kan være en forklaring, mener Ditte Brøndum, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
- Økonomien er presset, og det gør selvfølgelig noget i forhold til, hvilke foranstaltninger kommunerne iværksætter. En anbringelse er en dyr foranstaltning.
Forebyggelse kan være forklaring
Mette Frederiksens budskab om flere anbringelser blev mødt med kritik fra en række organisationer og eksperter.
De pegede på, at en anbringelse for nogle børn kan være det rigtige. For andre er det bedre at blive støttet med foranstaltninger hjemme.
Mere og bedre forebyggelse kan også være en del af forklaringen på faldet, siger Ditte Brøndum.
- Der er usikkerhed om effekten af anbringelser, og derfor har kommunerne stort fokus på forebyggelse. For eksempel ved at anbringe barn og forældre sammen eller sende en støtteperson ud i hjemmet.
I Aarhus falder antallet
Aarhus er blandt de kommuner, hvor antallet af anbragte falder. Kommunens udgangspunkt er, at familier skal støttes så tidligt som muligt, siger Mette Spring, der er chef for Familiecentret.
For langt de fleste børn betyder det, at de vokser op hos deres forældre,
- For både børn og forældre vil det næsten altid være en glæde, hvis vi kan understøtte et velfungerende familieliv. Det kan være med forskellige forebyggende foranstaltninger - for eksempel familiebehandling. Det kan ikke altid lade sig gøre, og så anbringer vi, siger Mette Spring.
Ritzau
Artiklen er opdateret 9.30 med ny indledning og yderligere citat fra Dansk Socialrådgiverforening
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.