Fra i morgen er det ikke længere Statsforvaltningen, men Ankestyrelsen, der står for det kommunale og regionale tilsyn, oplyser Indenrigsministeriet. Skiftet er et resultat af en lovændring i februar, og den var igen en reaktion på en kritik fra Statsrevisorerne, som tilbage i februar sidste år kritiserede, at 'Statsforvaltningens tilsyn med kommunerne ikke er tilrettelagt hensigtsmæssigt', blandt andet fordi der ikke systematisk samles op på viden om og erfaring med de forskellige typer af tilsynsopgaver.
Med den organisatoriske overflytning til Ankestyrelsen bliver der bedre mulighed for at prioritere, hvilke sager det kommunale og regionale tilsyn tager op til behandling. Også efter ændringen vil Indenrigsministeriet fortsat være den overordnede tilsynsmyndighed.
Ifølge ministeriet er det ambitionen, at det kommunale og regionale tilsyn kan påtage sig en større og mere aktuel rolle i forhold til at afklare, om kommuner og regioner nu også overholder loven. Ankestyrelsen får derfor bedre mulighed for at fokusere det kommunale og regionale tilsyn mod sager af mere generel betydning for kommuner og regioner ved at få friere rammer til at vurdere, om der skal rejses en tilsynssag.
- Det giver bedre rammer for, at tilsynet kan reagere hurtigere i væsentlige sager og få luft til aktivt at gå ud og tage flere sager op på egen hånd. Det vil komme både kommuner, regioner, virksomheder og borgere til gode, siger indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) i en kommentar.
Ændringen betyder også, at det kommunale og regionale tilsyns såkaldte fogedfunktion nemmere kan bringes i spil, hvis en borger fx kontakter Ankestyrelsen, fordi en kommune nægter at følge en bindende afgørelse fra Ankestyrelsen om borgerens forhold. I det tilfælde vil tilsynet kunne gribe ind, om nødvendigt med tvangsbøder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.