
VIBORG: En del af en omdiskuteret manøvre i Viborg er nu blevet underkendt af Statsforvaltningen: Hvordan byrådet i 2010 først aftalte med den lokale sportsklub, Viborg FF A/S, at kunne overtage brugsretten til navnet på stadion for 50.000 kr årligt. Og hvordan samme byråd året efter bemyndigede borgmester Søren Pape Poulsen (K) til at godkende, at Energi Viborg A/S skulle give 1 mio. kr. årligt i lidt over tre år for, at stadion kunne komme til at hedde Energi Midt Arena.
Første element har tilsynet i sig selv ikke noget imod - prisen på 50.000 kr. er ikke umiddelbart ved siden af markedsprisen og kommer dermed ikke i konflikt med kommunalfuldmagten. Anden del er derimod gal - og benævnes af tilsynet som ulovlig:
Nemlig at byrådsflertallet 12. oktober 2011 - med stemmerne 17 for, ni imod, to undlod og tre, der ikke var der - bemyndigede borgmesteren til at godkende, at det lokale energiselskab nu skulle betale hele 3,25 mio. kr. for det samme navn. Og tilsynet har fundet glosen eksorbitant frem for at beskrive den store forskel i prisen for navneretten, der er sket fra 2010 til 2011.
Det fremgår af referatet fra 12. oktober 2011, at fem politikere fik ført til protokols, at de kunne støtte manøvren, fordi det blev forudsat, at de som byrådsmedlemmer ikke kunne gøres ansvarlige. Tre andre politikere fik ført til protokols, at de stemte imod, fordi Viborg FF tidligere havde tilbudt at indgå aftalen med Energi Viborg A/S til 500.000 kr. årligt.
Trumfede igennem
At tilsynet overhovedet gik ind i sagen skyldte, at TV Midt-Vest i oktober 2011 havde beskrevet, hvordan Energi Viborg først havde takket nej til tilbuddet på 3,25 mio. kr., og hvordan et flertal i byrådet siden ændrede den beslutning - og trumfede den igennem.
Det foregik endda på en ekstraordinær generalforsamling i Energi Viborg A/S - hvilket tilsynet også hæfter sig ved. I det hele taget mener tilsynet ikke, at kommunens forklaringer alene kan begrunde 'den meget store forskel, der er i prisniveauet på de 2 kontrakter.'
'Det kan der for ikke afvises, at der ligger et moment af indirekte støtte til Viborg FF A/S i det kontrakttilbud, som Viborg FF A/S frem sendte til Energi Viborg A/S den 9. september 2011' hedder det i afgørelsen. Og netop den indirekte støtte til en erhvervsvirksomhed er problemet.
Odense og Vejle
Viborg har i sine forklaringer bl.a. peget på, at energiselskabet TRE-FOR i 2010 købte navnerettighederne til Odense Stadion for et tocifret millionbeløb. Og at der for Vejle Stadions vedkommende også har været tale om et såkaldt navnesponsorat for 3 mio. kr. Men tilsynet har ikke haft et ordentligt grundlag at kunne vurdere tilsvarende sager på, fordi energiselskaber typisk ikke vil fortælle noget om priserne på den slags.
Tilsynet spørger nu kommunen, hvad den vil stille op med den nye afgørelse, har sendt sagen videre til Energitilsynet - til overvejelse om evt. at tage selve sagen op den endelige kontrakt om navneretten. Og endelig beklager tilsynet den 'meget lange sagsbehandlingstid - fra oktober 2011 til april 2014.
Til Viiborg Stifts Folkeblad udtaler Søren Pape: 'At beslutningen i byrådet om, at Energi Viborg skulle købe stadionnavnet ikke vurderes som lovligt tager jeg til efterretning, selvom jeg ikke er enig i Statsforvaltningens konklusion, der bygger på mange skøn. Nu er sagen i kommunens juridiske afdeling til vurdering og byrådet skal efterfølgende svare Statsforvaltningen. Hvad det svar bliver og det videre forløb i sagen, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt svare på.'
Se tilsynets afgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.