AARHUS: En speciallæge, der ved Retten i Aarhus var anklaget for blufærdighedskrænkelse af to kvindelige patienter, er onsdag blevet frifundet, skriver stiften.dk.
Lægen er blevet frifundet, da der efter rettens vurdering ikke er ført tilstrækkelig beviser for anklagerne om, at han havde udsat en kvinde for intime berøringer i skridtet og på brysterne.
En anden kvinde blev ifølge anklageskriftet bedt om at tage sin bh af, så hendes bryster var blottet under konsultationen. De to kvinder afgav begge forklaring i retten, da sagen blev indledt tirsdag.
Mistede autorisation
Lægen har nægtet sig skyldig i alle anklager. Han har været omfattet af et midlertidigt arbejdsforbud, som Styrelsen for Patientsikkerhed pålagde ham som følge af sagen.
Efter frifindelsen oplyser styrelsen til Århus Stiftstidende, at der sker en ny hastebehandling af sagen. Den kan ende med, at lægen i løbet af få dage får sin autorisation igen. Han havde før sagen klinik i Aarhus.
Sagen begyndte at rulle, da den ene af de to forurettede kvinder i april 2021 anmeldte lægen til Østjyllands Politi. Lægen blev i første omgang sigtet, men politiet frafaldt i sommeren 2021 sigtelsen. Advokaten for kvinden, der havde anmeldt, at hun var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse, klagede dog til Statsadvokaten over politiets beslutning. Hun fik medhold, og Statsadvokaten pålagde politiet at rejse tiltale.
Retslægerådet, der er landets højeste lægefaglige instans, har været inde over og har afgivet udtalelse i sagen. Statsadvokaten har 14 dage til afgøre, om man vil anke dommen.
/ritzau/
Red. Sidste sætning om ankemulighed tilføjet kl. 15.15
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.