
Hvordan kan de fire sønderjyske kommuner samarbejde om talentudviklingen? Det var et af de punkter, der var på bordet, da de fire sønderjyske kommuner i går mødtes i Vojens Hallerne til en konference om talentudviklingen, skriver Haderslev Kommune.
Over 40 deltagere fra foreninger, uddannelsesinstitutioner, SønderjyskE, Haderslev Idrætsakademi, Sportsefterskolen Sine, struktureret talentudvikling, medarbejdere og politikere fra de fire sønderjyske kommuner deltog.
Som oplægsholdere var inviteret Klaus Rasmussen, direktør i SønderjyskE og Michael Andersen, direktør i Team Danmark, suppleret med korte oplæg omkring status i de fire sønderjyske kommuner. På baggrund af de gode og inspirerende oplæg blev der drøftet mulige samarbejdsrelationer, former og muligheder.
- Haderslev Kommune, som er en af Team Danmarks 18 Elitekommuner, har i forvejen vist vejen fremad ved sit strukturerede og strategiske samarbejde med Team Danmark, men også de øvrige tre kommuner præsenterede lovende tiltag, der understøtter den lokale talentudvikling. I forvejen er der igennem SønderjyskE skabt en stærk overbygning for de professionelle holdidrætter i Sønderjylland, sagde Michael Andersen.
- Jeg er sikker på, at der er meget at hente for fremtidens stjerner, hvis det lykkes for kommunerne at finde fælles løsninger til gavn for landets talenter. Jeg håber, at andre regioner i landet vil lade sig inspirere af de sønderjyske initiativer, og Team Danmark står altid til rådighed for tiltag, der kan være med til at løfte talentudviklingen nationalt.
Tæl Flensburg med
Formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune, Kim Qvist (S), ser også positivt på det fremtidige talentarbejde i landsdelen:
- 225.000 indbyggere eller 350.000, når vi tæller Flensburg med er, en stærk base for et regionalt talentarbejde. De fire sønderjyske kommuner ville ved fælles indsats og samarbejde med en stærk politisk forankring, kunne løfte det sønderjyske talentarbejde ind i en ny tidsalder, som kunne sikre, at den del af ungdommen, som vil noget ekstraordinært med sin sport, får optimale rammer for sin udfoldelse og talentmassen bevares i det sønderjyske. Et sådant tiltag skal og bør ske i stor respekt for de lokale foreninger og deres stærke indsats.
Der blev på baggrund af oplæg fra Klaus Rasmussen søgt inspiration i det sønderjyske talentarbejde, der er blevet udført i fodboldafdelingen, hvor 55 sønderjyske klubber bakker op om den fælles sønderjyske talentudvikling i fodbold.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.