

Socialdemokratiet går målrettet efter flere borgmesterposter ved KV17, og midlet skal være at slå på Socialdemokratiet som den sikreste opretholder af velfærdssamfundet. Sådan lød opskriften fra partiformand Mette Frederiksen, da Socialdemokratiet mandag holdt pressemøde i forbindelse med sit sommergruppemøde i Randers.
- Vi vil sikre bedre arbejdsvilkår for medarbejderne i den offentlige sektor. Det er dem der gør forskellen, og de bruger alt for megen tid på de forkerte opgaver i form af dokumentation og bureaukrati, sagde Mette Frederiksen.
Hun nævnte to konkrete elementer i en 'fingrene væk'-reform, som partiet tidligere har talt for: Flere offentlige instutioner skal over på flerårige budgetter, så der kan planlægges mere langsigtet, og hvis en medarbejder får en idé der sparer penge, skal institutionen have lov at beholde dem i stedet for at de opsuges i kommunekassen.
Partiets fokus på KV17, hvor S med Mette Frederiksens ord gør sig 'store forhåbninger', blev understreget af at to borgmestre og to der gerne vil være henholdsvis borgmester og regionsrådsformand, også fik ordet på pressemødet.
Emnet blev dog overskygget af landspolitiske forhold som bandekonflikten, og selv om den ene af de deltagende borgmestre, Peter Rahbæk Juel fra Odense også personligt har haft bandeproblemer tæt inde på livet, så er det meget sigende for lokalpolitikkens vilkår i den landsdækkende nyhedsformidling, at det foruden Mette Frederiksen selv kun var Københavns overborgmester Frank Jensen der bagefter blev trukket til side til tv-interviews. Peter Rahbæk Juel og spidskandidaterne Torben Hansen fra Randers Kommune og Anders Kühnau fra Region Midjylland måtte nøjes med hinandens selskab.
Partiformandens bidrag til de lokale KV17-bestræbelser fortsætter fra tirsdag og ugen ud med en rundtur til udvalgte kommuner landet over.
dknyt dækker pressemøderne ved partiernes sommergruppemøder med særligt blik for lokalpolitiske emner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.